De evige tre – og min brudekjole…

Ja – jeg købte min brudekjole mens jeg var single

Det er faktisk ved at være mange år siden. En helt tilfældig formiddag, hvor jeg vandrede forbi en vintage butik i København. Der hang den! Den der enormt smukke kjole, som jeg ikke kunne få øjnene fra.

Hvorfor netop dén betog mig, var i virkeligheden nok, at den strålede af eventyr. Eventyr er noget, jeg synes er ret fantastisk på hverdage. Jeg gik med en kollega og sammen listede vi os ned i den kælderbutik og jeg prøvede den.. Helt tilfældigt var det MIN størrelse. Lige i det øjeblik gik det op for mig, hvor meget jeg tror på den der håbløse forelskelse. Den der forelskelse, hvor et andet menneske giver sig fuldstændig hen. Hvor man for et øjeblik bliver bedre mennesker sammen og hvor verden kan vælte bag dig uden at du opdager det. Så jeg købte den. Der stod jeg så en formiddag med en brudekjole – og uden mand. Nårhh ja, så hjalp det nok også, at jeg fik den til halv pris fordi ekspedienten ikke havde set prisskiltet og derfor bare angav, hvad hun mente var en rimelig pris.

Hvordan dater man med en brudekjole hængende på døren?  

For det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at det ikke handler om den brudekjole. Selv ville jeg nok også løbe skrigende bort hvis min date, første gang boligen blev fremvist, lige havde en symbolsk 5 årsplan hængende på en bøjle ved døren. SÅ svaret blev PAK DEN VÆK… Langt væk..

Alle de mænd – WHAT TO DO? 

Drømme er gode, der er bare lige et men. Det er gået op for mig, at som så mange andre er jeg ikke så vild med det der ” til døden jer skiller” – altså jo jo, det er en enormt smuk tanke. Nu er jeg bare sådan indrettet, at jeg ELSKER livet med alt hvad der hører med. ELSK, LEV, DØ.. Det er trods alt hvad vi får og har.

Jeg har prøvet samtlige dating apps, er ret god til at blinke til de pæne i både føtex, bussen og på vej på arbejde om morgenen. I virkeligheden er jeg nok hvad andre vil kalde en stereotyp af en mand – jeg elsker jagten, det nye, spændingen… Der hvor man mærker alt nysgerrigheden i kroppen. Der hvor, hvis han spørger om vi skal ses “har enormt travlt” – selvom kalenderen er helt tom.

Han må jo lige ville det lidt mere..

Derfor har jeg måske også svært ved tanken om, hvordan det skal ende ud på den anden side. Efter de år hvor man ikke har sommerfugle i maven. Jeg gruer for den dag, hvor jeg har en weber grill, en ligusterhæk og kan nå at lave en indkøbsliste, mens jeg har sex. Dét er for mig et symbol på dødsens stilhed og en stabilitet, hvor livet bliver intetsigende som for Claus og Lone..

Til borger.dk os skiller

Så sidder man måske på den anden side og tænker: er det ikke bare at forstå, at livet nogle gange er hverdag! Det er nogle gange helvedes monotomt.. Jo måske. Hvis ikke lige det var fordi, at over halvdelen af den danske befolkning er blevet skilt. Det kan gøres helt nemt og elegant på bedste nymoderne vis: med et klik.

Så måske skal vi til at se på 1. Hvordan definerer vi forhold eller 2. Hvordan indretter vi os.

De evige tre… 

Så betyder det, at jeg ikke længere tror på tosomheden? Det fine at man kan dele livet, udvikle sig sammen og få det bedste ud af hinanden?

Nej, det gør det ikke. Jeg tror måske i højere grad på, at vi skal samle minder om alle de mennesker vi møder på vores vej. Vi får det bedste ud af dem og det, som er lige nu.

Der er to mænd i verden,

der bestandig krydser min vej.

Den ene er ham, jeg elsker,

den anden elsker mig….

Sådan starter Tove Ditlevsens digt fra 1942

Man skulle jo tro, at hun om nogen ved noget om kærlighed, parforhold og ægteskab. Hun nåede, trods alt, igennem fire styks.

Jeg tror på tosomheden, men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på, at den er for evigt. Jeg tror på, at kærlighed, nærhed, lidenskab og passion kommer i mange afskygninger og pakker. Ofte kan vi ikke sige hvordan eller hvornår. Nogle gange er den endda forbudt, moralsk forkert. Men den er der. Lige der, hvor alt forsvinder og vi kun er til i den stund vi selv skaber.

Nogle gange er det den bedste uge i dit liv, for andre er det blevet til Guldbryllup. Uanset tror jeg ikke på, at en kærlighed er mere rigtig end forkert. Min kjole hænger stadig i skabet. Jeg er ikke sikker på om jeg har lyst til at bruge den, men jeg ved, at jeg har et ansvar for at have kærlighed i mit liv.

Der er både de vilde, de flirtende, sexede, charmerende, passionerede, sjove og overraskende mænd og kvinder. Så jeg vil springe med armene op over hovedet og flirte, danse, nyde, elske, drikke rødvin, tude og grine.. Når jeg møder en af de der, hvor der er kleenex på hele sofaen, tænker jeg fuldstændig som Louise Dubiel så fint synger:

 Du tror sikkert ikk´at jeg tør, men jeg skal vise dig, at det er lige præcis hvad jeg gør. I længden gir det sku en bitter smag at sætte sig selv ved siden af. Så i alt beskedenhed sætter jeg min fod ned.

For alle kneb gælder fra nu af.

Til slut..

Så tror jeg stadig på sidste vers af Ditlevsens digt:

Hver kvinde står mellem disse to,

forelsket, elsket og ren.

En gang hvert hundred år kan det ske,

de smelter sammen til en.

Så husk at nyde kærligheden med alt hvad den rummer – også når den gør ondt. Det er livet i sin fulde form. Hvornår ser du kærlighed i dit liv?