Januar er sparket ind. De klassiske nytårsforsætter er skudt igang og om ca. 2 uger vil det vise sig, hvem der reelt fortsætter og “klarede den”. For mig betyder januar et styk “nyere” job og eksamener. Så ja der har været temmelig stille på bloggen i efteråret. Jeg har nemlig haft hovedet nede i noget voldsomt spændende..

Nogle gange rammer vi lidt tilfældigt noget der får en betydning for, hvordan vi tænker fremadrettet. Jeg skal da ærligt indrømme, at da jeg skulle tage stilling til mine valgfag i foråret mens jeg læste til eksamen og arbejdede var det ikke en lang filosofisk udredning af, hvad der kunne gøre mig til et dannet menneske. Det var nok mere et spørgsmål om, hvordan er eksamensformen og giver det mening i forhold til min jobprofil?

Så..  Da jeg så de to billeder af mine undervisere i henholdsvis Rekruttering og Business coaching skal jeg da være ærlig…. min første reaktion var at sende et screenshot til min veninde, hvor der fint var henvisning til den yngre meget pæne underviser med undertonen; jeg ved godt, hvor jeg kommer til at være mest nærværende.. og en høhø attitude…

Hvad jeg bare ikke vidste var, at jeg havde signet op til et særligt møde i dette semester; nemlig mødet med mig selv.

Da jeg første gang mødte op til Ole Fogh Kirkebys time, 5 min. for sent, var det et lidt andet møde end, hvad jeg havde indstillet mig på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der på CBS er en særlig forventning til vores undervisere. Vi er nemlig så priviligeret at have nogle ret så skarpe undervisere i stort set alle fag. De gør sig umage, forventer at vi er med på beatet, har ofte skrevet deres eget undervisningsmateriale ( det er smart) og nå ja så har de fleste lavet et slideshow, der til sammenligning får en fødsel til at virke som et hyggeligt café møde.

Jeg elsker studielivet, men lets face it.. Jeg glæder mig også til at komme ud på den anden side og skal jeg være ærlig så kan 2 timers monolog virke som uendeligheder, hvor selv den bedste studiekaffe med dertil hørende snickers ikke løfter træningen af øjenlågene i tilstrækkelig grad.

Så I kan forestille jer at jeg var noget forundret, da jeg trådte ind i lokalet med midst 40 lidt forvirrede ansigter, der kiggede på en underviser, der sad på en kontorstol i midten af lokalet – hold nu fast – uden slideshow og samtidig talte ned i sin mave med armene hængene ned langs stolen. Dertil skal tilføjes at manden var gået i gang med at give os en introduktion til filosofi og Etymologi. Selvom jeg, nu siddende, så på en mand som jeg samtidigt, ikke helt kunne høre hvad sagde og syntes at have fravalgt samtlige moderne formidlingsråd, var der alligevel noget ved ham. Han er en af de få mennesker, hvor jeg tænker, jeg bliver nød til at forstå, hvad han siger for det han kan er så unikt, at jeg måske ikke får muligheden igen.

Jeg må nu erkende at det nok bliver det fag, der har sat størst aftryk på mig i min CBS tid og et fag, hvor jeg ikke behøvede kaffe overhovedet. For lige der foran mig stod en levende grundbog i alle ords fremkomst og forklarede en måde, hvorpå vi kan forstå os selv. Hvordan kan vi blive bedre til at tale om os selv, til os selv og med os selv? Hvordan forstår vi os selv, vores værdier og som Ole så fint siger; hvordan bliver vi herre i eget hus?

Protreptikken tvinger os til at lytte til det, vi selv siger, ideelt også når vi er alene. – Ole Fogh Kirkeby

Helt konkret betød hans kursus, at jeg nu har været oppe i 20 min. samtale om lyst foran 30 andre.. Når ja så gik vi alle på juleferie med spørgsmålet, hvad skylder du dig selv? Til det har jeg ikke andet at sige end – det er et virkelig godt spørgsmål.

For hvad skylder jeg mig selv og hvad betyder det spørgsmål for mit 2017. Jeg tror ikke på nytårsforsætter, men jeg tror på starten; nemlig nyt! udvikling… Så måske kan det at skylde sig selv noget tolkes som, ikke bare at have et udestående, men det at give sig selv noget igen. At give sig selv lov til…

Så måske skal mit 2017 handle om ikke kun at finde ud af, hvad jeg skylder mig selv, men også at give mig selv lov til…

Hvis ikke du allerede har stødt på Ole så vil jeg give dig muligheden for, at se hans videoer på hans side her og samtidig spørge dig spørgsmålet, venligt lånt af OFK; Hvad skylder du dig selv?

Samtidig må jeg bare sige at en mand, der har en video med titlen; Ole Fogh Kirkeby i eksistentiel samtale med sin hund, han må sku kunne noget særligt… Så slutter den endda med ordene

Måske skal vi gæste livet, tror du ikke det er det, det handler om Alfred, aldrig at tage noget for givet?

 

 

 

Jeg så ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s.

Dagen var egentlig startet som de fleste, men sluttede som de færreste. Jeg var startet med at lave den obligatoriske, hånd vs. alarm, udstrækning. Den bevægelse med armen, hvor man tror, at hvis jeg trykker sindsygt hurtigt på snooze funktionen, så har jeg næsten vundet over alarmen. Den har jo nærmest ikke ringet og med god samvittighed kan man sove ufortrødent videre. Mindst fem minutter længere… Eller 55 minutter for mit vedkomne.. Okay, måske ringer mit vækkeur en kende tideligt, for jeg var stadig ikke for sent på den til job.

Jobbet gik fantastisk.. Faktisk er det et af de job, hvor jeg glemmer at svare på private beskeder, fordi jeg synes det er sindsygt spændende at være på arbejde, det er meningsfyldt. Det var dog en lang dag med mange indtryk og efter forskellige små møder, lidt overblik over information, udvikling af koncept, 30 min i frokostpausen, hvor samtaleemnet var børn, babyer og katte, rådgivningssamtaler med brugere, afsendelse af timeregistrering og opsamling af de frivilliges samtaler… Ja så må jeg sku indrømme at dagen var vinget af da jeg nåede kl. 21.00.

Egentlig skulle den ha´stået på tango, men for en gangs skyld kunne jeg faktisk ikke rumme tanken om at skulle være på. Så jeg skippede det, slukkede lyset og forlod rådgivningen med min sportstaske på skulderen i en lidt træt tilstand, der, hvor andre godt måtte bære mig hjem.

Jeg stod på cyklen og med en overvældende følelse af ugidelighed, ramte jeg det sted, som jeg normalt hader, som giver mig tics og starter alle alarmer. McDonald´s.. Jeg må bare erkende det; selv engle bliver fristet :D.

Efter at have spist mine chilli cheese toppe orkede jeg ikke at rejse mig, så mens jeg sad og brugte et par minutter på facebook, og jeg inde i mit hoved gentog sætningen “så gå dog hjem” skete der noget vildt.

Mine høretelefoner var stadig placeret i mine øre, mine øjne var rettet mod telefonen, alligevel ænsede jeg ud af øjenkrogen en skikelse, der kom tættere på mig. Jeg fornemmede hvordan vedkommende satte sig blidt på stolen, som ville man undgå at vække en der sov. En stor kontrast til McDonalds, der summer og skærer i ørene uden noget, der absorberer lyden.

Jeg bemærkede det var en mand og jeg må indrømme, at jeg prøvede at undgå kontakt i første omgang. Var bare træt og gad ikke at skulle være hyggelig og høflig. Så jeg lod mit blik stirre i telefonen i håbet om, at uopmærksomhed over tid ville være til min fordel.

Der tog jeg så fejl….

Da jeg kiggede op, så jeg direkte ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s. Han forklarede på engelsk, at han havde set mig ude fra og så, hvordan jeg sad i min egen verden. Ærligt.. Så synes jeg han virkede lidt pudsig. jeg lod tvivlen komme ham til gode og spurgte, hvor han var fra. Finland, på rejse rundt.

Vi talte om nogle ting frem og tilbage. Lige der var jeg blevet zoomet ind på et menneske, der for en stund bare var. Han blev på et tidspunkt rørt over en historie han fortalte og takkede for snakken, tog sin rygsæk og forlod McDonalds som han ankom, skrøbelig, ærlig og nysgerrig. På under 10 minutter have jeg den vildeste oplevelse af nærvær.

Jeg rejste mig, smed min papirspose ud i skraldespanden og bemærkede først nu to uge fyre sidde og smågrine af hans adfærd, de havde tydeligvis fulgt hans ankomst og afgang. Der måtte jeg bare selv smile for hold kæft, hvor var den oplevelse mærkelig. Jeg besluttede mig for at et menneske, der kan starte eftertænksomhed i mig midt på McDonalds er noget særligt uanset om han var lidt på afveje i livet eller ikke er som folk er flest.

Da jeg kom ud på Kongens Nytorv sad en mand med sin sovepose og lidt oppakning (min tanke var at han var hjemløs). Jeg spurgte ham om han var okay. Han svarede ja, for han kiggede op op himlen. Da han talte engelsk spurgte jeg ham hvor han var fra. Han svar var: jeg ved det ikke, måske Italien. Han forklarede han havde rejst meget og prøvede at finde et arbejde. Hvad jeg blev mest fascineret af var hans svar da jeg spurgte ham, hvad han synes, der havde været bedst på sine rejser. ” hmmm .. Everything..”

Jeg forstod det ikke .. så helt nysgerrigt spørger jeg selvfølgelig igen, hvad han mener. “Everything is fantastic.. It´s life.. like now. Så lige der blev de små ting vigtige.

Jeg sagde farvel, men jeg var kun nået to lyskryds væk da jeg blev stoppet af en smuk mand, der skulle spørge om vej til metroen. Jeg guidede ( det lå jo 400m væk) og mens jeg trampede i pedalerne, mødtes vore blikke to gange yderligere blot for at bekræfte, at den anden stadig viste interesse.

Så jeg tog en rask beslutning. Vendte jernhesten 180 grader, kørte overfor rødt, indhentede den smukke mand for at fortælle ham, at han var pæn. Ingen intention, ingen forventning, blot med ønsket om at give en anden, hvad jeg lige selv havde oplevet; Nærvær.

Vi skiltes og min krop var fyldt med en stemning af ferie, sikkert en blanding af lidt lun luft, det røde skær fra krydset, men også fordi nogle tog sig tid til bare at være.. bare at opleve noget for en kort stund. Sådan gik det til, at jeg cyklede gennem København med Bon Iver i ørene, så den rute, der er så velkendt med andre øjne. Med øjne hvor jeg mærkede hvad, der skete og pludselig var der liv, hvor jeg aldrig havde bemærket. Derfor var jeg nok ekstra tålmodig, da to mænd, fulde, i cykeltaxi skulle flirte med en gående kvinde op af knippelsbro og jeg derfor ikke kunne passere.

Det var pludselig ikke så vigtigt, men fik mig til at smile.

Jeg stod i stedet af og nød den udsigt jeg stadig nyder. Det sted i København hvor larm og stilhed mødes på en og samme tid. Hvor der er plads til hverdagsreflektion og nærvær.

Sådan gik det til, at en dag startede som de fleste og sluttede som de færreste. Jeg så sårbarheden i øjnene fra den mand, der delte sin historie på McDonalds. Den rejsende som jeg aldrig fandt ud af om var ude af forstand eller fuld af den, og de blikke der mødtes uden intention blot med anerkendelse af, at du er set, du har værdi. Det var et eksempel på den dag jeg holder så meget af hver dag. Velvidende at opmærksomhed er med til at skille hverdagen fra hinanden og næste tirsdag bare er tirsdag, men kan være lige så værdifuld som idag…

Her er en sang jeg ofte har i ørene på vej hjem når jeg skal mærke de tanker, der kræver en lille opmærksomhed:

Hvem taler du med når du skal se tingene i et andet lys og hvad retter du din opmærksomhed mod?

 

 

Kender du de morgener, hvor kaffen bare ikk´virker? Der hvor du cirkelsparker dynen og du håber på, at du møder et uanstændigt menneske, der med glæde i stemmen, på arbejde, stiller det spørgsmål, der starter en glødende vulkan i din krop, før kl. 09.00 om morgenen, ” Er du sur?” .. Hvorefter du inde i hovedet udspiller scenen, hvor du let og elegant sætter din to-go kaffekop og giver et elegant frontspark i maven, så vedkommende bukker sammen med deres kaffe rendende ned af buksebenene. Du retter på frisuren og sætter dig ned med en let kommentar  – Jeg er fucking ikke sur. “JEG ER RASENDE”.

Selvfølgelig er situationen den, at du stadig ligger i din seng. Vækkeuret har lige ringet og du har en af de morgener, hvor du på uforklarlig vis bare er pisse morgensur.

Hvis ikke du har oplevet det … Så er det nok bare mig! Jeg har få dage, hvor jeg bare er sur.. altså uden grund. mest af alt har jeg denne følelse resten af dagen….

Hvem gider at have den sure sild som kollega? Svaret er ingen!

Jeg indrømmer det, jeg har nogle morgener smilet meget kunstigt og håbet på, at jeg ikke skulle vise ægte glæde før efter to ekstra kopper kaffe. faktum er også bare, at ingen gider at have den sure sild som kollega. Faktisk syntes jeg det er mega træls..

Jahh TRÆLS. Jeg er fra Jylland.

For i virkeligheden er jeg ofte ret glad, og når der nu ikke er nogen der har sprunget mig over i køen, ringet i vildskab for at komme foran på cykelstien eller givet mig dårlig service når jeg bestiller min kaffe – ja, så er der vel ikke nogen rigtig god grund til at starte med at tage sorgerne på forskud og være sur.

Så hvad stiller man op med det citronfjæs? 

For at det ikke skal være løgn synes jeg også sure, bitre morgenmennesker er lidt op ad bakke. Så derfor har jeg valgt at se nærmere på, hvordan jeg kan gøre alt for, at min morgen bliver lidt bedre selvom, den nogle gange starter trægt.

For at være et rart og mildt mennesker starter jeg altid med:

1. At vågne mindst 1,5 – 2 timer før, at jeg skal møde andre mennesker ( ja det er tidligt, men jeg skylder menneskeheden det).
2. At vågne til en lyd, der er til at holde ud som jeg vågner af ( Er lidt døv – til gengæld mega smart når man skal sove).
3. At Gå i bad.. og spise morgenmad ( ikke samtidigt, det fordre ikke humøret).
4. Ser noget sjovt, hører god musik eller hører noget man griner af (deri indgår meget sjældent nyheder – da nyheder åbenbart er blevet en dårligdomsportal).
5. Sidst men ikke mindst – beslut dig for, hvorfor det bliver en god dag og hvad du glæder dig til.

 

Hvis ingen af ovenstående virker kan man altid prøve et sidste desperat forsøg, hvor man ser sig selv i spejlet,  har armene oppe over hovedet, laver et meget forceret smil og danser numsedans!

 

I den lidt mere seriøse ende kan det være en god ide at stille dig selv spørgsmålene:

Hvilket humør har jeg, lige nu? Hvad føler jeg? Hvorfor mon? 

Hvad er jeg optaget af – Lige nu og generelt? Hvordan påvirker det mit humør?

Hvordan er mit kropssprog? Stresset, rolig, imødekommende, sur eller engageret? 

Hvilke signaler sender jeg?  (Brun & Ejsing, 2011) 

På den måde lærer vi os selv at kende og bliver bedre til, at forstå når vi opfører os krop umuligt. Måske er du så heldig, at du redder andre fra at have en dårlig dag, når du ikke hælder mundlort ud til det første forsvarsløse menneske, der ligesom dig bare lige mangler en kop kaffe!

SÅ giv den gas – hør HAPPY for fuld blæs eller Metallica – hvad der end varmer dit hjerte ( Hvis naboerne spørger er det ikk´mit forslag).

Nyd dagen og beslut dig for det. Glæder kommer og går, men det er DIG der bestemmer, om du handler på den følelse DU har. Go´dag.

Øvelse gør mester

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mit spørgsmål går i langt højere grad på: Tid til hvad?

Mit indlæg skulle idag handle om, hvad vi bruger vores tid på. Jeg ligger en gang imellem tid ind i min kalender til at revurdere mit livsformål. øhh.. Hvad for en fisk? Ja det der spørgsmål som nogle måske glemmer, fordi de er i deres hamsterhjul af undskyldninger ( Det gælder altså også nogle gange mig selv).

Et spørgsmål som ændrer sig hele tiden, men som for mig er en klippe, der giver mig støtte når jeg vælger til og fra.

Hvad gør at du går på arbejde om morgenen?

Altså sådan helt ærligt! De fleste sidder måske og tænker…. Jamen fordi jeg tjener penge, familien er afhængig af det, jeg hygger mig, jeg lærer noget, etc.. Når du er kommet ud over de første ti sætninger om, hvorfor du går på arbejde, så spørg dig selv igen. hvorfor går DU på arbejde. Hvad er det egentlig du bruger din tid på?

Time management som nogle så fornemt kalder det. Hvad er det egentlig? Der er forskellige definitioner. Fælles er nok en enighed om, at tid er noget der skal styres for at få et givent output. eller bedre beskrevet;

the ability to use one’s time effectively or productively, especially at work.

“time management is the key to efficient working”

De fleste af os vil gerne være effektive i det vi laver. Jeg kender nogle der er effektive i alt hvad de laver. De har lavet skemaer, lister, bookingsystemer og indsat i deres kalender, hvornår de spiser deres vitaminer. Det gør, at de når meget af det de gerne vil. Det er dejligt. Der er bare lige et men! (Det er der oftest).

Det er dejlig at være effektiv MEN hvis det ikke skaber værdi for dig og andre, så kommer det til at føles som om, at du når en masse ting uden at give dig livsbekræftigelse.

Tilbage til livsformålet 

Jeg havde taget min taske, pakket min notesbog og sat min ned på stranden. Det er der jeg tænker bedst. Ingen popups, ingen relationer eller pludselige opkald. Man kan bare lige være for en stund. Nårh ja, så hjælper det selvfølgelig også, at jeg bor lige på den anden side. Så der er ikke så langt. 

Mit livsformål er; at hjælpe flest muligt med at se og bruge deres ressourcer bedst muligt

Jeg brugte Eisenhowers matrix, der er delt op i fire kategorier til at se, hvordan jeg bedst muligt støtter op om det jeg gerne vil.

(https://twitter.com/todoist)

Jeg kom halvvejs halvvejs igennem. Det er vigtigt at se på om de aktiviteter du laver giver mening for dig og andre. Hvis man pludselig sidder der og finder ud af, at halvdelen af ens kalender er booket af “Do it later”, som i virkeligheden oftes bare burde stoppes, så får man hurtigt en følelse af at man ikke slår til. At vi ikke er tilstrækkelige.

  Jeg kom i tanke om et andet spørgsmål jeg engang fik.

Hvad sætter du ikke i din kalender?

For i virkeligheden har vi alle tid nok. Vi prioriterer helt automatisk i hverdagen. De ting vi virkelig brænder for bliver sjældent sat i kalenderen. De bliver gjort helt automatisk. Hvis de ikke gør, så spørger jeg mig selv: Hvorfor er de ikke vigtige for mig lige nu? Hvordan får jeg gjort dem vigtige og meningsfulde? og ellers stopper jeg med at slå mig selv i hovedet over, at jeg ikke fik det gjort.

Jeg når mange ting, elsker at sætte ting igang og møde nye mennesker. Det gør at min kalender ofte er booket. Der er dog en ting jeg har lært, som faktisk blev det vigtigste på min tur til stranden.

Det er at jeg altid har en buffer på 20%.. De 20% er til alt det uforudsete; De dage hvor min gode veninder spørger om vi skal drikke vin. De dage hvor en sms tikker ind fordi, der er en der vil øve tango. Når en kammerat spørger om jeg vil hjælpe med noget praktisk, eller når mine forældre ringer og vi har en skøn samtale om livet, politik og gode minder. De dage hvor jeg har fået en ny god ide på arbejde som jeg BARE MÅ IGANG MED NU!

Pudsigt nok oplevede jeg netop sådan et øjeblik – lige der på Amager strand. Jeg havde pakket mine ting sammen og var gået hjemad. På vejen mødte jeg seks skolebørn der var nede at lege med deres klasse. De havde dannet en gruppe og jeg blev mødt af seks hænder i luften og glade råb med ordene: high fives!!!! Bare fordi! De var da mega seje… Sådan gik det til, at jeg på en helt almindelig onsdag fik high fives af børn jeg aldrig havde mødt og gik hjem med et kæmpe smil.

Lige der blev jeg opmærksom på, at det vigtigste er ikke time management, men at jeg har tid til at give og få high fives..

Så derfor bliver spørgsmålet til dig – Tillader du dig selv at stoppe op og få en high five?