Januar er sparket ind. De klassiske nytårsforsætter er skudt igang og om ca. 2 uger vil det vise sig, hvem der reelt fortsætter og “klarede den”. For mig betyder januar et styk “nyere” job og eksamener. Så ja der har været temmelig stille på bloggen i efteråret. Jeg har nemlig haft hovedet nede i noget voldsomt spændende..

Nogle gange rammer vi lidt tilfældigt noget der får en betydning for, hvordan vi tænker fremadrettet. Jeg skal da ærligt indrømme, at da jeg skulle tage stilling til mine valgfag i foråret mens jeg læste til eksamen og arbejdede var det ikke en lang filosofisk udredning af, hvad der kunne gøre mig til et dannet menneske. Det var nok mere et spørgsmål om, hvordan er eksamensformen og giver det mening i forhold til min jobprofil?

Så..  Da jeg så de to billeder af mine undervisere i henholdsvis Rekruttering og Business coaching skal jeg da være ærlig…. min første reaktion var at sende et screenshot til min veninde, hvor der fint var henvisning til den yngre meget pæne underviser med undertonen; jeg ved godt, hvor jeg kommer til at være mest nærværende.. og en høhø attitude…

Hvad jeg bare ikke vidste var, at jeg havde signet op til et særligt møde i dette semester; nemlig mødet med mig selv.

Da jeg første gang mødte op til Ole Fogh Kirkebys time, 5 min. for sent, var det et lidt andet møde end, hvad jeg havde indstillet mig på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der på CBS er en særlig forventning til vores undervisere. Vi er nemlig så priviligeret at have nogle ret så skarpe undervisere i stort set alle fag. De gør sig umage, forventer at vi er med på beatet, har ofte skrevet deres eget undervisningsmateriale ( det er smart) og nå ja så har de fleste lavet et slideshow, der til sammenligning får en fødsel til at virke som et hyggeligt café møde.

Jeg elsker studielivet, men lets face it.. Jeg glæder mig også til at komme ud på den anden side og skal jeg være ærlig så kan 2 timers monolog virke som uendeligheder, hvor selv den bedste studiekaffe med dertil hørende snickers ikke løfter træningen af øjenlågene i tilstrækkelig grad.

Så I kan forestille jer at jeg var noget forundret, da jeg trådte ind i lokalet med midst 40 lidt forvirrede ansigter, der kiggede på en underviser, der sad på en kontorstol i midten af lokalet – hold nu fast – uden slideshow og samtidig talte ned i sin mave med armene hængene ned langs stolen. Dertil skal tilføjes at manden var gået i gang med at give os en introduktion til filosofi og Etymologi. Selvom jeg, nu siddende, så på en mand som jeg samtidigt, ikke helt kunne høre hvad sagde og syntes at have fravalgt samtlige moderne formidlingsråd, var der alligevel noget ved ham. Han er en af de få mennesker, hvor jeg tænker, jeg bliver nød til at forstå, hvad han siger for det han kan er så unikt, at jeg måske ikke får muligheden igen.

Jeg må nu erkende at det nok bliver det fag, der har sat størst aftryk på mig i min CBS tid og et fag, hvor jeg ikke behøvede kaffe overhovedet. For lige der foran mig stod en levende grundbog i alle ords fremkomst og forklarede en måde, hvorpå vi kan forstå os selv. Hvordan kan vi blive bedre til at tale om os selv, til os selv og med os selv? Hvordan forstår vi os selv, vores værdier og som Ole så fint siger; hvordan bliver vi herre i eget hus?

Protreptikken tvinger os til at lytte til det, vi selv siger, ideelt også når vi er alene. – Ole Fogh Kirkeby

Helt konkret betød hans kursus, at jeg nu har været oppe i 20 min. samtale om lyst foran 30 andre.. Når ja så gik vi alle på juleferie med spørgsmålet, hvad skylder du dig selv? Til det har jeg ikke andet at sige end – det er et virkelig godt spørgsmål.

For hvad skylder jeg mig selv og hvad betyder det spørgsmål for mit 2017. Jeg tror ikke på nytårsforsætter, men jeg tror på starten; nemlig nyt! udvikling… Så måske kan det at skylde sig selv noget tolkes som, ikke bare at have et udestående, men det at give sig selv noget igen. At give sig selv lov til…

Så måske skal mit 2017 handle om ikke kun at finde ud af, hvad jeg skylder mig selv, men også at give mig selv lov til…

Hvis ikke du allerede har stødt på Ole så vil jeg give dig muligheden for, at se hans videoer på hans side her og samtidig spørge dig spørgsmålet, venligt lånt af OFK; Hvad skylder du dig selv?

Samtidig må jeg bare sige at en mand, der har en video med titlen; Ole Fogh Kirkeby i eksistentiel samtale med sin hund, han må sku kunne noget særligt… Så slutter den endda med ordene

Måske skal vi gæste livet, tror du ikke det er det, det handler om Alfred, aldrig at tage noget for givet?

Lørdag morgen… som alle andre. Jeg havde været ude at handle tidligt til morgenmad og lidt ting, som jeg skulle bruge til et tango event senere på dagen. Jeg bliver pludselig ringet op af min chef, fra et kaffested jeg også arbejder. “Maria, har du ikke set du skulle på vagt? Der er ikke nogle, der har åbnet butikken” FUCK!!! Det er bare ikke okay. Jeg har været så optaget af mit nye arbejde, at jeg ikke har fået fulgt ordenligt op på mine vagter det gamle sted. Der var ikke noget at gøre. Det var min skyld at to timers omsætning var tabt og gæster ikke fik deres morgenkaffe. Det er noget lort og jeg havde ikke mulighed for at gøre det om!

Faktum er bare, det var en fejl.. Vi laver dem alle. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt men sket er sket. Det fik mig til, at tænke over, hvordan jeg vælger mine kampe overfor andre.

For virkeligheden er bare den, at der ikke er gode og dårlige mennesker. (altså nu taler jeg om sunde, raske, glæde mennesker ) Vi møder nye mennesker og skal forholde os til, når mennesker vi kender gør noget andet end de plejer. Der er mennesker (som mig idag), der bare ikke er opmærksom. Gør det mig til et dårligt menneske? Måske en rigtig dårlig medarbejder i dag, men dårligt menneske nok ikke. Ofte bliver det bare sådan, at vi dømmer hinanden på enkeltstående ting vi oplever. Det er bare sjældent hele historien. Der er mange ting jeg gerne ville være bedre til.

Jeg får ikke ringet nok til min lillebror, jeg ser ikke mine forældre jævnligt, jeg får ikke læst alle mine ting til studie og jeg kan ikke huske menneskers fødselsdag selvom det er vigtigt for dem, men okay mine forældre kan heller ikke huske min hver gang, så det hjælper lidt.

 Nogle gange kan jeg selv være optaget af hvad der ikke blev gjort, sagt eller generelt udtrykt. Måske skulle jeg hellere ha´været nysgerrig på, hvad der også skete.

Jeg ser mennesker, som øver sig, som prøver at gøre noget anderledes. Det er altså bare forbundet med at lave fejl.. Det at lave fejl er med til, at vi lærer.

SÅ hvis vi skal fuck it up.. Så gør det da med stil.

I sådan en grad at man kan se og mærke at du trods alt er i gang med at øve dig! Hvis man bare gør det en lille smule, kan det jo gå hen og se ud som om du bare sjusker og ikke prøver. Så hvis vi skal øve os.. Så gør det fulgt ud. Det har også den sideeffekt at andre øver sig og gør sig mere umage næste gang. Så måske vi skulle blive bedre til at sige når vi er igang med at øve os. Samtidig kan vi jo hjælpe hinanden når vi fejler. For fejl betyder altså ikke at man skal gå over og skamme sig… jo nogle gange.. men vigtigst: at vi kommer tilbage igen, prøver en gang mere og bliver bedre. Husk så at andre både kan hjælpe dig med at blive bedre eller dårligere. Så vælg dit team med omhu…

Så må du jo spørge dig selv er du igang med at øve dig eller om du blot sjusker?

Hvad øver du dig på og hvor kunne du med fordel holde op med at sjuske?

Så synes jeg samtidig man lige skal huske på, hvad man egentlig vil huske om sig selv og andre.. lige der hvor ting betyder mest; Når man blir gammel..

Ida Corr´s fortolkning af Peter A.G´s: Når jeg bliver gammel