Hvad skylder du dig selv? Måske skal du gæste livet

15943516_10154241413614607_1788904002_o

Januar er sparket ind. De klassiske nytårsforsætter er skudt igang og om ca. 2 uger vil det vise sig, hvem der reelt fortsætter og “klarede den”. For mig betyder januar et styk “nyere” job og eksamener. Så ja der har været temmelig stille på bloggen i efteråret. Jeg har nemlig haft hovedet nede i noget voldsomt spændende..

Nogle gange rammer vi lidt tilfældigt noget der får en betydning for, hvordan vi tænker fremadrettet. Jeg skal da ærligt indrømme, at da jeg skulle tage stilling til mine valgfag i foråret mens jeg læste til eksamen og arbejdede var det ikke en lang filosofisk udredning af, hvad der kunne gøre mig til et dannet menneske. Det var nok mere et spørgsmål om, hvordan er eksamensformen og giver det mening i forhold til min jobprofil?

Så..  Da jeg så de to billeder af mine undervisere i henholdsvis Rekruttering og Business coaching skal jeg da være ærlig…. min første reaktion var at sende et screenshot til min veninde, hvor der fint var henvisning til den yngre meget pæne underviser med undertonen; jeg ved godt, hvor jeg kommer til at være mest nærværende.. og en høhø attitude…

Hvad jeg bare ikke vidste var, at jeg havde signet op til et særligt møde i dette semester; nemlig mødet med mig selv.

Da jeg første gang mødte op til Ole Fogh Kirkebys time, 5 min. for sent, var det et lidt andet møde end, hvad jeg havde indstillet mig på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der på CBS er en særlig forventning til vores undervisere. Vi er nemlig så priviligeret at have nogle ret så skarpe undervisere i stort set alle fag. De gør sig umage, forventer at vi er med på beatet, har ofte skrevet deres eget undervisningsmateriale ( det er smart) og nå ja så har de fleste lavet et slideshow, der til sammenligning får en fødsel til at virke som et hyggeligt café møde.

Jeg elsker studielivet, men lets face it.. Jeg glæder mig også til at komme ud på den anden side og skal jeg være ærlig så kan 2 timers monolog virke som uendeligheder, hvor selv den bedste studiekaffe med dertil hørende snickers ikke løfter træningen af øjenlågene i tilstrækkelig grad.

Så I kan forestille jer at jeg var noget forundret, da jeg trådte ind i lokalet med midst 40 lidt forvirrede ansigter, der kiggede på en underviser, der sad på en kontorstol i midten af lokalet – hold nu fast – uden slideshow og samtidig talte ned i sin mave med armene hængene ned langs stolen. Dertil skal tilføjes at manden var gået i gang med at give os en introduktion til filosofi og Etymologi. Selvom jeg, nu siddende, så på en mand som jeg samtidigt, ikke helt kunne høre hvad sagde og syntes at have fravalgt samtlige moderne formidlingsråd, var der alligevel noget ved ham. Han er en af de få mennesker, hvor jeg tænker, jeg bliver nød til at forstå, hvad han siger for det han kan er så unikt, at jeg måske ikke får muligheden igen.

Jeg må nu erkende at det nok bliver det fag, der har sat størst aftryk på mig i min CBS tid og et fag, hvor jeg ikke behøvede kaffe overhovedet. For lige der foran mig stod en levende grundbog i alle ords fremkomst og forklarede en måde, hvorpå vi kan forstå os selv. Hvordan kan vi blive bedre til at tale om os selv, til os selv og med os selv? Hvordan forstår vi os selv, vores værdier og som Ole så fint siger; hvordan bliver vi herre i eget hus?

Protreptikken tvinger os til at lytte til det, vi selv siger, ideelt også når vi er alene. – Ole Fogh Kirkeby

Helt konkret betød hans kursus, at jeg nu har været oppe i 20 min. samtale om lyst foran 30 andre.. Når ja så gik vi alle på juleferie med spørgsmålet, hvad skylder du dig selv? Til det har jeg ikke andet at sige end – det er et virkelig godt spørgsmål.

For hvad skylder jeg mig selv og hvad betyder det spørgsmål for mit 2017. Jeg tror ikke på nytårsforsætter, men jeg tror på starten; nemlig nyt! udvikling… Så måske kan det at skylde sig selv noget tolkes som, ikke bare at have et udestående, men det at give sig selv noget igen. At give sig selv lov til…

Så måske skal mit 2017 handle om ikke kun at finde ud af, hvad jeg skylder mig selv, men også at give mig selv lov til…

Hvis ikke du allerede har stødt på Ole så vil jeg give dig muligheden for, at se hans videoer på hans side her og samtidig spørge dig spørgsmålet, venligt lånt af OFK; Hvad skylder du dig selv?

Samtidig må jeg bare sige at en mand, der har en video med titlen; Ole Fogh Kirkeby i eksistentiel samtale med sin hund, han må sku kunne noget særligt… Så slutter den endda med ordene

Måske skal vi gæste livet, tror du ikke det er det, det handler om Alfred, aldrig at tage noget for givet?

 

 

 

   

Kan man gå i andres sko? Om at finde sig selv uden at ha´været væk

14303826_10153894934699607_1874580845_o

Dansen forførte mig og til musikkens bankende rytme og mine vilde bevægelser mærkede jeg det uundgåelige. Den totale hengivelse. Det at være tilstede blandt andre, der også bare var sig selv som de nu var – helt deres egen. Det er præcis en måned siden jeg stod til den her fødselsdagsfest, hvor jeg kun kendte fødselaren. Det skal jo ikke hindre en god fest. Det skal jeg da love for det blev! Der blev danset vildt, havde de vildeste, skønneste samtaler med søde mennesker, der turde dele ud af det sårbare, ærlige, sjove, filosofiske og der under en dans tog jeg mig selv i at tænke: Jeg kan sku virkelig godt lide mig selv-  lige her, nu som hende her, der står i den knald orange halvfjerdser kjole med blomster på og de gule højhælede.

Tanken gav mig samtidig en reflektion, der har gået og rumsteret.. Ikke kun denne måned, men måske er den blevet mere fremtræden.

For hvordan finder man sig selv uden at ha´været væk?

Måske blev oplevelsen forstærket af det klassiske møde… Midt i Netto på vej ind for at købe bananer og rugbrød møder jeg min ekskæreste som jeg ikke har mødt i flere år. Det var der som sådan ikke noget i. Der er selvfølgelig altid den korte klassiske akavethed, når man lige skal finde hinanden igen igennem smalltalks og høfligheder, men i virkeligheden synes jeg han er et skønt menneske; vi passede bare ikke rigtig sammen. Alligevel bliver man på meget kort tid kastet ind i en situation, hvor jeg blev konfronteret med det ret naturlige. At du står over for et menneske, der engang var din bedste ven, en der kendte dig ind til marv og ben, for pludselig at få af vide: du ligner dig selv og samtidig føle, at du måske ikke i særlig høj grad er den, du var engang.

Jeg ved ikke om du nogle gang har brugt det udtryk, men i hvert fald hører jeg mange, der bruger udtrykket: Jeg skal lige finde mig selv..

Undskyld- men hvor leder vi ? Er det ligesom den lille prins, hvor vi ser, hvad vi vil se?

images

Er vi blevet væk? eller er selvudvikling lidt ligesom at lede efter sine briller mens de er i håret- lidt ude af perspektiv?

For hvad leder vi egentlig efter når vi prøver at finde os selv?

Der er lavet lange studier over, hvad personlighed er og der er stadig diskutioner, hvor forskere står i hver sit hjørne uden at blive enige i, hvad vi som mennesker er.

I skrivende stund overhørte jeg to studerende, der forbereder spørgsmål til en jobsamtale. Den ene spørger ” What makes you special?” svaret var ” I don´t know – I am not uniq” ..

Måske er det ikke så langt fra virkeligheden. Måske er vi ikke særlige unikke, måske er vi faktisk bare ganske almindelige. Det unikke ligger måske mere i om du tør lade andre være som de gerne vil være, og om du er modige nok til at fortælle den historie, der ligger tættest på den du gerne vil være.

Jeg har flere gange prøvet at møde folk, hvor jeg først egentlig først ikke brød mig om dem. Ved tilfælde er jeg senere blevet nød til at forholde mig til dem igen og pludselig forstod jeg deres historie, deres mission.

images-1

http://quotesgram.com/walking-in-others-shoes-quotes/

Jeg er nok kommet frem til, at jeg i hvert fald stadig holder af at arbejde med udvikling af mennesker. Om ikke andet for, at få dem til at fortælle den historie som de ikke selv har oplevet før.Den de har sat på skohylden for en stund.

Det er også det jeg minder mig selv om. Samler de situationer op, hvor i særlig grad holder af mig selv. Ser ned og holder øje med, hvad sko jeg har på. For nogle gange tror jeg på, at man skal gå i sine egne sko mange gange før man kan mærke, at den eneste der dømmer er den, der har dine sko på..

Hvilke sko går du i og hvilken historie følger med?

13479528_10153695528784607_1598618619_n

 

   

Når katten er ude danser musene på bordet.. Om venskaber og kys.

14523095_10157379327860411_991491972602176909_n

Jeg kiggede på de to espresso martini´s på bordet og allerede der vidste jeg, at aftenen ville ende lidt anderledes end bare kaffe. Mødet startede som et kaffemøde med en veninde, der har en helt særlig plads i mit hjerte. Ikke kun fordi vi har kendt hinanden i lang tid, men også fordi vi i høj grad gennem årene har insisteret på hinandens venskab på godt og ondt. Hun har ofte været bedre til det end jeg. Vores møde startede senere end forventet og kaffen fik derfor en lidt anden form. Sammen, hvis jeg selv skal sige det, er vi lidt bedre. Vi har det sjovt. Vi har et venskab, der er præget af at kunne fortælle hinanden det som I andre måske ville blive forarget over. De tanker og handlinger som jeg måske liige venter med at slå op på facebook. Hvad jeg virkelig værdsætter er, at sammen med hende ved jeg aldrig, hvad der sker. Så da jeg sad der og kiggede ned på min drink vidste jeg, at aftenen allerede var igang med at udvikle sig.

14448964_10153955200504607_4241002172132665300_n

vi blev enige om at gå videre og endte på champagnebar, men hvad gør man lige når man går fra sportstaske med flade sko til Champagnebar og jakkesæt…. Det er måske her vores forskelligheder begynder at sætte ind. For lad mig sige det som det er… jeg er ikke den, der altid lige har et glattejern i tasken eller den rigtige læbestift. Det har min veninde. Den dag idag er det mig stadig en gåde, hvordan hun gør det, men sagt af hende selv

” Det gør jo ikke nogen forskel – jeg ser ud som jeg gør, både i byen og til hverdag”

Hvilket i høj grad betyder, i praksis, at man sagtens kan barrikadere et, ud af to, toiletter for at transformere sig om til noget, der ligner man skal ud. Så stilletterne blev trukket op af sportstasken og makeuppen hevet frem. Vi er jo to jydske kvinder og der sparker vores, måske noget, jordnære tilgang til livet ind – Intet skal stå i vejen for en god fest. Det var starten på en aften, der endte med at jeg mødte en meget sød ung fyr i et lyskryds og fik et fantastisk kys, lige der, hvor Magasins lamper lyser op, som et vindue, der inviterer til eventyr og mennesker er på vej til den næste fest.

Den lørdag aften fik mig til at tænke over venskaber. I det hele taget har jeg i lang tid været optaget af relationer og hvad de skal kunne. Min veninde og jeg, vi ligner overhovedet ikke hinanden, vi har meget forskellige perspektiver, hun interessere sig for kreativitet, kunst, æstetik og ordenlighed. Jeg interesserer mig for trivsel, samtaler, udvikling af mennesker og sundhed.

Alligevel er jeg slet ikke i tvivl om hvad, der er vigtigt for mig i mine venskaber og hvad som går igen. Nemlig, at jeg hele tiden bliver udfordret på mine holdninger, værdier, tanker og så er de med til at løfte mig og jeg dem. Selv når jeg træder i spinaten. Det er de mennesker, som kan rumme fejlene, turde at give og tage, og grine. For, for helvede det er skørt nogle gange!

Jeg værdsætter alle de forskelligheder der er omkring mig og prøver virkelig at favne og lære hele tiden, selvom jeg ikke altid lykkes med det i en travl hverdag.

Jeg har venner som dette møde, der kender mig gennem flere år. Vi kan tale om de alvorlige ting, når man føler sig svigtet, står i et dilemma eller lige verbalt skal bruge en til at brække sig ud over for, at dagen bliver lidt bedre. Samtidig kan vi fortælle om vores drømme og håb. Dele det, som er vigtigt. De øjeblikke, der kræver nærvær og champagne.

De senere år er det gået op for mig, at jeg bevæger mig med folk, der sjældent ligner mig. Jeg har skype opkald flere gange om måneden med en god ven fra Malaysia, der har et smykkefirma. Vi taler om livet, vi lærer af hinanden, han spørger mig ofte om input til hans forretning, præsentationer osv. Jeg taler ofte med ham om valg jeg skal træffe.

Jeg har venner, der bruger al deres vågne tid på at være passioneret omkring, mad, finansering, dans. Nogle er akademikere, dansere, psykologer, ingenører, finansfolk, designere, personlige trænere og livsnydere. Nå ja- så er nogle af dem 23år og andre er 55år. Fælles for dem alle er, at de er sindsygt nysgerrige på livet og ingen af dem stiller sig tilfreds med “bare” at være. Hvilket i sig selv kan give anledning til frustrationer.

Hvad jeg synes er helt fantastisk er, at de har en høj grad af selvironi og selv om de er ambitiøse omkring, hvad de laver er ingen af dem for fine til, nogle gange at være med til at opføre sig fuldstændigt tosset og indgå i hverdagsidioti for, hvem har bestemt man ikke kan spise slik til morgenmad, drikke champagne på en mandag, danse hver dag og glemme tiden imens man mest af alt griner lidt af sig selv og sine egne krukkede antagelser om livet, læse højt og spise pizza,  være Holger, lave julefrokost med pålægskagemand som har tabt hovedet og mest af alt nyde hinandens forskelligheder.

 155884_481819718957_982059_n18860_241568355879_5510690_n10930895_10153371280544645_4960855148170399252_n 14225546_10153901705639607_3259537320157840567_n 14555736_10153959703774607_508963746_n 14585529_10153959701724607_314618181_n

Så da jeg lørdag nat passerede den her virkelig pæne mand i lyskrydset er jeg glad for, at min veninde ikke havde et problem med at lokke mig i fordærv, ved så pænt at henvise mig til at vende om og lige hilse på.

Det endte jo med et kys inden der blev grøn mand og faktisk også en date søndag aften, hvor jeg blev mindet om, at når man er på vej mod de 30 er man åbenbart så godt som døende – dinosaur!

Det kommer i næste blog…

Hvem bruger du din tid med og hvad værdsætter du ved dine relationer?

13479528_10153695528784607_1598618619_n

   

Vi fucker alle up… Så gør det med stil!

14375277_10153918654364607_1348884975_o

Lørdag morgen… som alle andre. Jeg havde været ude at handle tidligt til morgenmad og lidt ting, som jeg skulle bruge til et tango event senere på dagen. Jeg bliver pludselig ringet op af min chef, fra et kaffested jeg også arbejder. “Maria, har du ikke set du skulle på vagt? Der er ikke nogle, der har åbnet butikken” FUCK!!! Det er bare ikke okay. Jeg har været så optaget af mit nye arbejde, at jeg ikke har fået fulgt ordenligt op på mine vagter det gamle sted. Der var ikke noget at gøre. Det var min skyld at to timers omsætning var tabt og gæster ikke fik deres morgenkaffe. Det er noget lort og jeg havde ikke mulighed for at gøre det om!

Faktum er bare, det var en fejl.. Vi laver dem alle. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt men sket er sket. Det fik mig til, at tænke over, hvordan jeg vælger mine kampe overfor andre.

For virkeligheden er bare den, at der ikke er gode og dårlige mennesker. (altså nu taler jeg om sunde, raske, glæde mennesker ) Vi møder nye mennesker og skal forholde os til, når mennesker vi kender gør noget andet end de plejer. Der er mennesker (som mig idag), der bare ikke er opmærksom. Gør det mig til et dårligt menneske? Måske en rigtig dårlig medarbejder i dag, men dårligt menneske nok ikke. Ofte bliver det bare sådan, at vi dømmer hinanden på enkeltstående ting vi oplever. Det er bare sjældent hele historien. Der er mange ting jeg gerne ville være bedre til.

Jeg får ikke ringet nok til min lillebror, jeg ser ikke mine forældre jævnligt, jeg får ikke læst alle mine ting til studie og jeg kan ikke huske menneskers fødselsdag selvom det er vigtigt for dem, men okay mine forældre kan heller ikke huske min hver gang, så det hjælper lidt.

 Nogle gange kan jeg selv være optaget af hvad der ikke blev gjort, sagt eller generelt udtrykt. Måske skulle jeg hellere ha´været nysgerrig på, hvad der også skete.

Jeg ser mennesker, som øver sig, som prøver at gøre noget anderledes. Det er altså bare forbundet med at lave fejl.. Det at lave fejl er med til, at vi lærer.

SÅ hvis vi skal fuck it up.. Så gør det da med stil.

I sådan en grad at man kan se og mærke at du trods alt er i gang med at øve dig! Hvis man bare gør det en lille smule, kan det jo gå hen og se ud som om du bare sjusker og ikke prøver. Så hvis vi skal øve os.. Så gør det fulgt ud. Det har også den sideeffekt at andre øver sig og gør sig mere umage næste gang. Så måske vi skulle blive bedre til at sige når vi er igang med at øve os. Samtidig kan vi jo hjælpe hinanden når vi fejler. For fejl betyder altså ikke at man skal gå over og skamme sig… jo nogle gange.. men vigtigst: at vi kommer tilbage igen, prøver en gang mere og bliver bedre. Husk så at andre både kan hjælpe dig med at blive bedre eller dårligere. Så vælg dit team med omhu…

Så må du jo spørge dig selv er du igang med at øve dig eller om du blot sjusker?

Hvad øver du dig på og hvor kunne du med fordel holde op med at sjuske?

Så synes jeg samtidig man lige skal huske på, hvad man egentlig vil huske om sig selv og andre.. lige der hvor ting betyder mest; Når man blir gammel..

Ida Corr´s fortolkning af Peter A.G´s: Når jeg bliver gammel

 

13479528_10153695528784607_1598618619_n

 

 

   

Nærvær, McDonald´s og Bon Iver

Jeg så ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s.

Dagen var egentlig startet som de fleste, men sluttede som de færreste. Jeg var startet med at lave den obligatoriske, hånd vs. alarm, udstrækning. Den bevægelse med armen, hvor man tror, at hvis jeg trykker sindsygt hurtigt på snooze funktionen, så har jeg næsten vundet over alarmen. Den har jo nærmest ikke ringet og med god samvittighed kan man sove ufortrødent videre. Mindst fem minutter længere… Eller 55 minutter for mit vedkomne.. Okay, måske ringer mit vækkeur en kende tideligt, for jeg var stadig ikke for sent på den til job.

Jobbet gik fantastisk.. Faktisk er det et af de job, hvor jeg glemmer at svare på private beskeder, fordi jeg synes det er sindsygt spændende at være på arbejde, det er meningsfyldt. Det var dog en lang dag med mange indtryk og efter forskellige små møder, lidt overblik over information, udvikling af koncept, 30 min i frokostpausen, hvor samtaleemnet var børn, babyer og katte, rådgivningssamtaler med brugere, afsendelse af timeregistrering og opsamling af de frivilliges samtaler… Ja så må jeg sku indrømme at dagen var vinget af da jeg nåede kl. 21.00.

14045474_10153839040734607_535593638_o

Egentlig skulle den ha´stået på tango, men for en gangs skyld kunne jeg faktisk ikke rumme tanken om at skulle være på. Så jeg skippede det, slukkede lyset og forlod rådgivningen med min sportstaske på skulderen i en lidt træt tilstand, der, hvor andre godt måtte bære mig hjem.

Jeg stod på cyklen og med en overvældende følelse af ugidelighed, ramte jeg det sted, som jeg normalt hader, som giver mig tics og starter alle alarmer. McDonald´s.. Jeg må bare erkende det; selv engle bliver fristet :D.

Efter at have spist mine chilli cheese toppe orkede jeg ikke at rejse mig, så mens jeg sad og brugte et par minutter på facebook, og jeg inde i mit hoved gentog sætningen “så gå dog hjem” skete der noget vildt.

Mine høretelefoner var stadig placeret i mine øre, mine øjne var rettet mod telefonen, alligevel ænsede jeg ud af øjenkrogen en skikelse, der kom tættere på mig. Jeg fornemmede hvordan vedkommende satte sig blidt på stolen, som ville man undgå at vække en der sov. En stor kontrast til McDonalds, der summer og skærer i ørene uden noget, der absorberer lyden.

Jeg bemærkede det var en mand og jeg må indrømme, at jeg prøvede at undgå kontakt i første omgang. Var bare træt og gad ikke at skulle være hyggelig og høflig. Så jeg lod mit blik stirre i telefonen i håbet om, at uopmærksomhed over tid ville være til min fordel.

Der tog jeg så fejl….

Da jeg kiggede op, så jeg direkte ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s. Han forklarede på engelsk, at han havde set mig ude fra og så, hvordan jeg sad i min egen verden. Ærligt.. Så synes jeg han virkede lidt pudsig. jeg lod tvivlen komme ham til gode og spurgte, hvor han var fra. Finland, på rejse rundt.

Vi talte om nogle ting frem og tilbage. Lige der var jeg blevet zoomet ind på et menneske, der for en stund bare var. Han blev på et tidspunkt rørt over en historie han fortalte og takkede for snakken, tog sin rygsæk og forlod McDonalds som han ankom, skrøbelig, ærlig og nysgerrig. På under 10 minutter have jeg den vildeste oplevelse af nærvær.

Jeg rejste mig, smed min papirspose ud i skraldespanden og bemærkede først nu to uge fyre sidde og smågrine af hans adfærd, de havde tydeligvis fulgt hans ankomst og afgang. Der måtte jeg bare selv smile for hold kæft, hvor var den oplevelse mærkelig. Jeg besluttede mig for at et menneske, der kan starte eftertænksomhed i mig midt på McDonalds er noget særligt uanset om han var lidt på afveje i livet eller ikke er som folk er flest.

Da jeg kom ud på Kongens Nytorv sad en mand med sin sovepose og lidt oppakning (min tanke var at han var hjemløs). Jeg spurgte ham om han var okay. Han svarede ja, for han kiggede op op himlen. Da han talte engelsk spurgte jeg ham hvor han var fra. Han svar var: jeg ved det ikke, måske Italien. Han forklarede han havde rejst meget og prøvede at finde et arbejde. Hvad jeg blev mest fascineret af var hans svar da jeg spurgte ham, hvad han synes, der havde været bedst på sine rejser. ” hmmm .. Everything..”

Jeg forstod det ikke .. så helt nysgerrigt spørger jeg selvfølgelig igen, hvad han mener. “Everything is fantastic.. It´s life.. like now. Så lige der blev de små ting vigtige.

Jeg sagde farvel, men jeg var kun nået to lyskryds væk da jeg blev stoppet af en smuk mand, der skulle spørge om vej til metroen. Jeg guidede ( det lå jo 400m væk) og mens jeg trampede i pedalerne, mødtes vore blikke to gange yderligere blot for at bekræfte, at den anden stadig viste interesse.

Så jeg tog en rask beslutning. Vendte jernhesten 180 grader, kørte overfor rødt, indhentede den smukke mand for at fortælle ham, at han var pæn. Ingen intention, ingen forventning, blot med ønsket om at give en anden, hvad jeg lige selv havde oplevet; Nærvær.

Vi skiltes og min krop var fyldt med en stemning af ferie, sikkert en blanding af lidt lun luft, det røde skær fra krydset, men også fordi nogle tog sig tid til bare at være.. bare at opleve noget for en kort stund. Sådan gik det til, at jeg cyklede gennem København med Bon Iver i ørene, så den rute, der er så velkendt med andre øjne. Med øjne hvor jeg mærkede hvad, der skete og pludselig var der liv, hvor jeg aldrig havde bemærket. Derfor var jeg nok ekstra tålmodig, da to mænd, fulde, i cykeltaxi skulle flirte med en gående kvinde op af knippelsbro og jeg derfor ikke kunne passere.

14060313_10153838832494607_392577451_o

Det var pludselig ikke så vigtigt, men fik mig til at smile.

14045504_10153838832459607_1058734479_o

Jeg stod i stedet af og nød den udsigt jeg stadig nyder. Det sted i København hvor larm og stilhed mødes på en og samme tid. Hvor der er plads til hverdagsreflektion og nærvær.

14012679_10153838832649607_859923374_o

Sådan gik det til, at en dag startede som de fleste og sluttede som de færreste. Jeg så sårbarheden i øjnene fra den mand, der delte sin historie på McDonalds. Den rejsende som jeg aldrig fandt ud af om var ude af forstand eller fuld af den, og de blikke der mødtes uden intention blot med anerkendelse af, at du er set, du har værdi. Det var et eksempel på den dag jeg holder så meget af hver dag. Velvidende at opmærksomhed er med til at skille hverdagen fra hinanden og næste tirsdag bare er tirsdag, men kan være lige så værdifuld som idag…

Her er en sang jeg ofte har i ørene på vej hjem når jeg skal mærke de tanker, der kræver en lille opmærksomhed:

Hvem taler du med når du skal se tingene i et andet lys og hvad retter du din opmærksomhed mod?

13479528_10153695528784607_1598618619_n