Jazz i trekanten og andre skønne ting !

13682566_10153754168099607_673727946_o

Jeg starter, hvor Jazzfestivalen sluttede for mig. Da buschafføren ventede på mig, fordi jeg på bedste diva maner alligevel havde indset, at det at løbe efter 2A udenfor Tivoli med en strop fra de højhælede, der var gledet af foden, øllene der havde indhentet mig fra koncerten og henholdsvis en cola samt en skyr i hånden fra seven eleven er en enormt dårlig blanding (Man lærer af tidligere hændelser i sit liv). Så jeg valgte det fornuftige midt på Tietgensgade, at slentre med mine høje hæle, dalrende øreringe, grønne læderbukser og skyr i hånden mens jeg tænkte, at jeg kommer til at vente længe på den næste bus.

Du lignede en prinsesse sagde buschafføren

Jeg blev dog overrasket. Han ventede nemlig ( de der bor i København ved, at det er en sjælenhed). Lige der, da jeg steg på bussen var hans eneste kommentar; Du lignede en prinsesse da du gik… Wow, der blev mit fordrukne hjerte helt blødt. Hvilken fantastisk slutning på to skønne aftner med nærvær, stemning, livsnydelse, flirt og grin.

Min jazzoplevelse i ugen startede dog et helt andet sted!

Jeg ville gerne ha´været neger

Ikke fordi man ikke kan være et godt menneske uden at have den der chokolade brune glød, der kan gøre mig helt blød i knæene. Mere fordi min jazz uge startede der, hvor attituden sprang rammerne.. Hos den sejeste mama der giver den fuld gas! Ej, jeg bliver så fascineret af et menneske, der bare kan stille sig op på scenen – helt cool, varm og så give den max gas, på sådan en måde, at selv ham den hulbrystet IT fyr på 65 i hjørnet, får lyst til at flytte fødder og arme fra side til side ( selvfølgelig ude af takt).

Her kan du hører Miriam Mandipira synge! Jeg lover dig du bliver glad i låget.. og måske passer ordene meget godt med mig; She wants a little bit of everything…

Hvorfor sidder folk ned til Jazz koncerter? 

Netop af den grund forstår jeg ikke hvorfor folk sidder ned til sådan en koncert. Mærk nu lige livet i kroppen. Helt ned i storetæerne med armene op over hovedet!.

13646905_10153754170499607_940895745_o

Derfor valgte jeg da også at smide skoene, danse – ikke hæmningsløst- der er begrænsninger, når man snor sig i hjørnet mellem to stole rækker, fordi de andre nøjes med at vippe med tæerne. Det blev dog vildt nok til, at min ene ørering landende på bunden af øllen, som jeg jo så af gode grunde måtte drikke lidt hurtigere end andre dage

.13711491_10153756547739607_818696082_o

Så var dagene ligesom kickstartet..Det er svært ikke at være fornøjet, når man efterfølgende er ude at spise og danse tango.

Jazz i trekanten

Jeg vil gerne starte med at sige: Hvem har siddet på kontoret og tænkt, nu har jeg det…. Vi kalder det jazz i trekanten og så er det samtidig trekantsomraadets festuge.. Det lyder mere som en dårlig klamydia reklame fra Roskilde festival. Om ikke andet var det den reklame, der lå på apotekerdisken på cafeen på Blågårds plads. Lige der hvor min anden jazz oplevelse tog fart. Med min kære stedfar ( som ikke er gift med min mor, det er en anden historie), mødtes vi til øl og musik. Faktisk gør vi det ret ofte men slet ikke tit nok. Det er bl.a. fra ham jeg har lært, at man ikke skal være perfekt. Man skal blot prøve sit bedste. Så er der særligt én ting jeg holder af, ved netop ham. Han er hverdags rebelsk! Hvad fanden betyder det tænker du måske?

Ja det er de der små ting man gør i hverdagen som man ikke må. Små ting hvor du føler, du bryder rammerne lige nok til, du ikke gør noget rigtig dumt. Sådan man liige mærker, at det er dig der bestemmer! Køber en zone for lidt til metroen, springer over i køen, Kører over for rødt på cykel, spiser to chokoladekager af de store stykker istedet for grønsagsstænger og drikker champagne til morgenmad. Alle de ting vi godt ved man ikke må, men som sjældent ødelægger noget for andre. Det giver i hverdagen sådan en mindre og hurtig følelse af kækhed. Han kan noget helt særligt.

Taler for højt i forsamlinger, hvor jeg krummer tæer, hidser sig op over ligegyldige ting,  han føler er uretfærdigt og konsekvent danser ude af takt til musikken. Det vigtigste er dog, at han er uperfekt, at han altid er der, når man har brug for det og man kan ikke forarge ham.. For trust me! Han har prøvet det hele selv.

Sådan et menneske synes jeg er et af de fine slags. De mennesker der hverken påstår eller prøver at leve op til de moderne rammer om perfektion.

13682412_10153754167994607_1384656189_o

13663514_10153754167294607_1665852744_o

Så der stod vi midt i et menneskemylder – for der kom flere og flere. Faktisk så vidste jeg ikke der kunne være så mange i et lokale! En blanding af køen der blev større. Folk der prøvede at mase sig ind. Dette blandede sig med samtaler blandt folk, der aldrig havde mødtes samt skål på tværs af lokalet. Jeg havde besluttet mig for at denne aften skulle være sjov. En af de der hvor man vågner op lidt uoplagt men beslutter sig for noget andet. Så de grønne læderbukser bar mig langt. Når man har sådan en slags på, bliver man ligesom nød til at leve op til dem.

I virkeligheden havde jeg nok bare tænkt, at det var en øl, lidt musik, snak og så hjem…

Det blev en del anderledes.

Der i døren, hvor alle asede og masede så jeg pludselig de her fantastiske øjne! Den her enormt flotte mand. det tog mig et sekund, hvor jeg tænkte dig må jeg ha´. Jeg ved ikke om det var de grønne bukser, øllene eller stemningen fra musikken og nærværet. Jeg ved bare, at der var om noget jazz i den trekant!

På den måde fik jeg en aften på ægte værtshus maner, hvor jeg besluttede mig for at leve med hænderne over hovedet, der var slåskamp om pigerne, fik flirtet så det drev ned af væggene; og som en veninde sagde, da aftenen sluttede var selv buschafføren en prins.

13633353_10153754166539607_732144527_o

Sådan endte jeg på vej hjem med en skyr i hånden, fyldt op af sjove samtaler, søde mennesker, nærvær og bekræftigelse. Så tænker du nok jamen hvad med manden? Jahh. Jeg ved nu hvem han er og måske møder jeg ham igen en dag. Hvis ikke – Møder jeg helt sikker en, hvor jeg mærker det der jazz igen.

Hvorfor har du ikke en kæreste?

Det spørgsmål blev jeg stillet af en god veninde. Det er jo et relevant spørgsmål med mange svar. Mest af alt kom jeg til at tænke tilbage på jazzen.

Da mandagen startede med en ret så skøn mand der sad i min sofa, spillede guitar og sang mens jeg drak min morgenkaffe.. tænkte jeg… Ja jeg vil da gerne have en kæreste. Lige nu har jeg det nu ret så godt med, at vippe med storetæerne i takt til musikken og drikke morgenkaffe på en mandag uden at skulle tænke på hvad jeg oplever i morgen.

  Så stop med at spørge mig, hvornår jeg skal ha´mand og børn. I det hele taget stop med at spørge alle singler mellem 27-40 år.  Spørg mig hellere om jeg nyder livet! Så vil jeg glæde mig til hver eneste dag – Høre en masse jazz, danse i de sene nætter, kysse.. Jeg er helt sikker på, at jeg før eller siden nok skal skrive et blogindlæg om, hvordan det er at være i et parforhold. Indtil videre vil jeg nok bare lige gå efter, hvad Aretha Franklin så fint synger:

I want a rough lover

I want a man

I want a rough, tough lover

With a sentimental plan

So he can kiss nice

Hug tight

He´s gotta be sweet and gentle

Day and night

But mean enough to make me

Want to treat him right

I want a man, oh, yeah

Hvornår slår du dig løs, bryder reglerne og nyder nærværet?

13479528_10153695528784607_1598618619_n

De evige tre – og min brudekjole…

13588744_10153737727349607_1174914297_o

Ja – jeg købte min brudekjole mens jeg var single

Det er faktisk ved at være mange år siden. En helt tilfældig formiddag, hvor jeg vandrede forbi en vintage butik i København. Der hang den! Den der enormt smukke kjole, som jeg ikke kunne få øjnene fra.

Hvorfor netop dén betog mig, var i virkeligheden nok, at den strålede af eventyr. Eventyr er noget, jeg synes er ret fantastisk på hverdage. Jeg gik med en kollega og sammen listede vi os ned i den kælderbutik og jeg prøvede den.. Helt tilfældigt var det MIN størrelse. Lige i det øjeblik gik det op for mig, hvor meget jeg tror på den der håbløse forelskelse. Den der forelskelse, hvor et andet menneske giver sig fuldstændig hen. Hvor man for et øjeblik bliver bedre mennesker sammen og hvor verden kan vælte bag dig uden at du opdager det. Så jeg købte den. Der stod jeg så en formiddag med en brudekjole – og uden mand. Nårhh ja, så hjalp det nok også, at jeg fik den til halv pris fordi ekspedienten ikke havde set prisskiltet og derfor bare angav, hvad hun mente var en rimelig pris.

Hvordan dater man med en brudekjole hængende på døren?  

For det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at det ikke handler om den brudekjole. Selv ville jeg nok også løbe skrigende bort hvis min date, første gang boligen blev fremvist, lige havde en symbolsk 5 årsplan hængende på en bøjle ved døren. SÅ svaret blev PAK DEN VÆK… Langt væk..

Alle de mænd – WHAT TO DO? 

Drømme er gode, der er bare lige et men. Det er gået op for mig, at som så mange andre er jeg ikke så vild med det der ” til døden jer skiller” – altså jo jo, det er en enormt smuk tanke. Nu er jeg bare sådan indrettet, at jeg ELSKER livet med alt hvad der hører med. ELSK, LEV, DØ.. Det er trods alt hvad vi får og har.

Jeg har prøvet samtlige dating apps, er ret god til at blinke til de pæne i både føtex, bussen og på vej på arbejde om morgenen. I virkeligheden er jeg nok hvad andre vil kalde en stereotyp af en mand – jeg elsker jagten, det nye, spændingen… Der hvor man mærker alt nysgerrigheden i kroppen. Der hvor, hvis han spørger om vi skal ses “har enormt travlt” – selvom kalenderen er helt tom.

Han må jo lige ville det lidt mere..

Derfor har jeg måske også svært ved tanken om, hvordan det skal ende ud på den anden side. Efter de år hvor man ikke har sommerfugle i maven. Jeg gruer for den dag, hvor jeg har en weber grill, en ligusterhæk og kan nå at lave en indkøbsliste, mens jeg har sex. Dét er for mig et symbol på dødsens stilhed og en stabilitet, hvor livet bliver intetsigende som for Claus og Lone..

Til borger.dk os skiller

Så sidder man måske på den anden side og tænker: er det ikke bare at forstå, at livet nogle gange er hverdag! Det er nogle gange helvedes monotomt.. Jo måske. Hvis ikke lige det var fordi, at over halvdelen af den danske befolkning er blevet skilt. Det kan gøres helt nemt og elegant på bedste nymoderne vis: med et klik.

Så måske skal vi til at se på 1. Hvordan definerer vi forhold eller 2. Hvordan indretter vi os.

De evige tre… 

Så betyder det, at jeg ikke længere tror på tosomheden? Det fine at man kan dele livet, udvikle sig sammen og få det bedste ud af hinanden?

Nej, det gør det ikke. Jeg tror måske i højere grad på, at vi skal samle minder om alle de mennesker vi møder på vores vej. Vi får det bedste ud af dem og det, som er lige nu.

Der er to mænd i verden,

der bestandig krydser min vej.

Den ene er ham, jeg elsker,

den anden elsker mig….

Sådan starter Tove Ditlevsens digt fra 1942

Man skulle jo tro, at hun om nogen ved noget om kærlighed, parforhold og ægteskab. Hun nåede, trods alt, igennem fire styks.

Jeg tror på tosomheden, men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på, at den er for evigt. Jeg tror på, at kærlighed, nærhed, lidenskab og passion kommer i mange afskygninger og pakker. Ofte kan vi ikke sige hvordan eller hvornår. Nogle gange er den endda forbudt, moralsk forkert. Men den er der. Lige der, hvor alt forsvinder og vi kun er til i den stund vi selv skaber.

Nogle gange er det den bedste uge i dit liv, for andre er det blevet til Guldbryllup. Uanset tror jeg ikke på, at en kærlighed er mere rigtig end forkert. Min kjole hænger stadig i skabet. Jeg er ikke sikker på om jeg har lyst til at bruge den, men jeg ved, at jeg har et ansvar for at have kærlighed i mit liv.

Der er både de vilde, de flirtende, sexede, charmerende, passionerede, sjove og overraskende mænd og kvinder. Så jeg vil springe med armene op over hovedet og flirte, danse, nyde, elske, drikke rødvin, tude og grine.. Når jeg møder en af de der, hvor der er kleenex på hele sofaen, tænker jeg fuldstændig som Louise Dubiel så fint synger:

 Du tror sikkert ikk´at jeg tør, men jeg skal vise dig, at det er lige præcis hvad jeg gør. I længden gir det sku en bitter smag at sætte sig selv ved siden af. Så i alt beskedenhed sætter jeg min fod ned.

For alle kneb gælder fra nu af.

Til slut..

Så tror jeg stadig på sidste vers af Ditlevsens digt:

Hver kvinde står mellem disse to,

forelsket, elsket og ren.

En gang hvert hundred år kan det ske,

de smelter sammen til en.

Så husk at nyde kærligheden med alt hvad den rummer – også når den gør ondt. Det er livet i sin fulde form. Hvornår ser du kærlighed i dit liv?

13479528_10153695528784607_1598618619_n