Dansen forførte mig og til musikkens bankende rytme og mine vilde bevægelser mærkede jeg det uundgåelige. Den totale hengivelse. Det at være tilstede blandt andre, der også bare var sig selv som de nu var – helt deres egen. Det er præcis en måned siden jeg stod til den her fødselsdagsfest, hvor jeg kun kendte fødselaren. Det skal jo ikke hindre en god fest. Det skal jeg da love for det blev! Der blev danset vildt, havde de vildeste, skønneste samtaler med søde mennesker, der turde dele ud af det sårbare, ærlige, sjove, filosofiske og der under en dans tog jeg mig selv i at tænke: Jeg kan sku virkelig godt lide mig selv-  lige her, nu som hende her, der står i den knald orange halvfjerdser kjole med blomster på og de gule højhælede.

Tanken gav mig samtidig en reflektion, der har gået og rumsteret.. Ikke kun denne måned, men måske er den blevet mere fremtræden.

For hvordan finder man sig selv uden at ha´været væk?

Måske blev oplevelsen forstærket af det klassiske møde… Midt i Netto på vej ind for at købe bananer og rugbrød møder jeg min ekskæreste som jeg ikke har mødt i flere år. Det var der som sådan ikke noget i. Der er selvfølgelig altid den korte klassiske akavethed, når man lige skal finde hinanden igen igennem smalltalks og høfligheder, men i virkeligheden synes jeg han er et skønt menneske; vi passede bare ikke rigtig sammen. Alligevel bliver man på meget kort tid kastet ind i en situation, hvor jeg blev konfronteret med det ret naturlige. At du står over for et menneske, der engang var din bedste ven, en der kendte dig ind til marv og ben, for pludselig at få af vide: du ligner dig selv og samtidig føle, at du måske ikke i særlig høj grad er den, du var engang.

Jeg ved ikke om du nogle gang har brugt det udtryk, men i hvert fald hører jeg mange, der bruger udtrykket: Jeg skal lige finde mig selv..

Undskyld- men hvor leder vi ? Er det ligesom den lille prins, hvor vi ser, hvad vi vil se?

Er vi blevet væk? eller er selvudvikling lidt ligesom at lede efter sine briller mens de er i håret- lidt ude af perspektiv?

For hvad leder vi egentlig efter når vi prøver at finde os selv?

Der er lavet lange studier over, hvad personlighed er og der er stadig diskutioner, hvor forskere står i hver sit hjørne uden at blive enige i, hvad vi som mennesker er.

I skrivende stund overhørte jeg to studerende, der forbereder spørgsmål til en jobsamtale. Den ene spørger ” What makes you special?” svaret var ” I don´t know – I am not uniq” ..

Måske er det ikke så langt fra virkeligheden. Måske er vi ikke særlige unikke, måske er vi faktisk bare ganske almindelige. Det unikke ligger måske mere i om du tør lade andre være som de gerne vil være, og om du er modige nok til at fortælle den historie, der ligger tættest på den du gerne vil være.

Jeg har flere gange prøvet at møde folk, hvor jeg først egentlig først ikke brød mig om dem. Ved tilfælde er jeg senere blevet nød til at forholde mig til dem igen og pludselig forstod jeg deres historie, deres mission.

http://quotesgram.com/walking-in-others-shoes-quotes/

Jeg er nok kommet frem til, at jeg i hvert fald stadig holder af at arbejde med udvikling af mennesker. Om ikke andet for, at få dem til at fortælle den historie som de ikke selv har oplevet før.Den de har sat på skohylden for en stund.

Det er også det jeg minder mig selv om. Samler de situationer op, hvor i særlig grad holder af mig selv. Ser ned og holder øje med, hvad sko jeg har på. For nogle gange tror jeg på, at man skal gå i sine egne sko mange gange før man kan mærke, at den eneste der dømmer er den, der har dine sko på..

Hvilke sko går du i og hvilken historie følger med?

 

Jeg så ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s.

Dagen var egentlig startet som de fleste, men sluttede som de færreste. Jeg var startet med at lave den obligatoriske, hånd vs. alarm, udstrækning. Den bevægelse med armen, hvor man tror, at hvis jeg trykker sindsygt hurtigt på snooze funktionen, så har jeg næsten vundet over alarmen. Den har jo nærmest ikke ringet og med god samvittighed kan man sove ufortrødent videre. Mindst fem minutter længere… Eller 55 minutter for mit vedkomne.. Okay, måske ringer mit vækkeur en kende tideligt, for jeg var stadig ikke for sent på den til job.

Jobbet gik fantastisk.. Faktisk er det et af de job, hvor jeg glemmer at svare på private beskeder, fordi jeg synes det er sindsygt spændende at være på arbejde, det er meningsfyldt. Det var dog en lang dag med mange indtryk og efter forskellige små møder, lidt overblik over information, udvikling af koncept, 30 min i frokostpausen, hvor samtaleemnet var børn, babyer og katte, rådgivningssamtaler med brugere, afsendelse af timeregistrering og opsamling af de frivilliges samtaler… Ja så må jeg sku indrømme at dagen var vinget af da jeg nåede kl. 21.00.

Egentlig skulle den ha´stået på tango, men for en gangs skyld kunne jeg faktisk ikke rumme tanken om at skulle være på. Så jeg skippede det, slukkede lyset og forlod rådgivningen med min sportstaske på skulderen i en lidt træt tilstand, der, hvor andre godt måtte bære mig hjem.

Jeg stod på cyklen og med en overvældende følelse af ugidelighed, ramte jeg det sted, som jeg normalt hader, som giver mig tics og starter alle alarmer. McDonald´s.. Jeg må bare erkende det; selv engle bliver fristet :D.

Efter at have spist mine chilli cheese toppe orkede jeg ikke at rejse mig, så mens jeg sad og brugte et par minutter på facebook, og jeg inde i mit hoved gentog sætningen “så gå dog hjem” skete der noget vildt.

Mine høretelefoner var stadig placeret i mine øre, mine øjne var rettet mod telefonen, alligevel ænsede jeg ud af øjenkrogen en skikelse, der kom tættere på mig. Jeg fornemmede hvordan vedkommende satte sig blidt på stolen, som ville man undgå at vække en der sov. En stor kontrast til McDonalds, der summer og skærer i ørene uden noget, der absorberer lyden.

Jeg bemærkede det var en mand og jeg må indrømme, at jeg prøvede at undgå kontakt i første omgang. Var bare træt og gad ikke at skulle være hyggelig og høflig. Så jeg lod mit blik stirre i telefonen i håbet om, at uopmærksomhed over tid ville være til min fordel.

Der tog jeg så fejl….

Da jeg kiggede op, så jeg direkte ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s. Han forklarede på engelsk, at han havde set mig ude fra og så, hvordan jeg sad i min egen verden. Ærligt.. Så synes jeg han virkede lidt pudsig. jeg lod tvivlen komme ham til gode og spurgte, hvor han var fra. Finland, på rejse rundt.

Vi talte om nogle ting frem og tilbage. Lige der var jeg blevet zoomet ind på et menneske, der for en stund bare var. Han blev på et tidspunkt rørt over en historie han fortalte og takkede for snakken, tog sin rygsæk og forlod McDonalds som han ankom, skrøbelig, ærlig og nysgerrig. På under 10 minutter have jeg den vildeste oplevelse af nærvær.

Jeg rejste mig, smed min papirspose ud i skraldespanden og bemærkede først nu to uge fyre sidde og smågrine af hans adfærd, de havde tydeligvis fulgt hans ankomst og afgang. Der måtte jeg bare selv smile for hold kæft, hvor var den oplevelse mærkelig. Jeg besluttede mig for at et menneske, der kan starte eftertænksomhed i mig midt på McDonalds er noget særligt uanset om han var lidt på afveje i livet eller ikke er som folk er flest.

Da jeg kom ud på Kongens Nytorv sad en mand med sin sovepose og lidt oppakning (min tanke var at han var hjemløs). Jeg spurgte ham om han var okay. Han svarede ja, for han kiggede op op himlen. Da han talte engelsk spurgte jeg ham hvor han var fra. Han svar var: jeg ved det ikke, måske Italien. Han forklarede han havde rejst meget og prøvede at finde et arbejde. Hvad jeg blev mest fascineret af var hans svar da jeg spurgte ham, hvad han synes, der havde været bedst på sine rejser. ” hmmm .. Everything..”

Jeg forstod det ikke .. så helt nysgerrigt spørger jeg selvfølgelig igen, hvad han mener. “Everything is fantastic.. It´s life.. like now. Så lige der blev de små ting vigtige.

Jeg sagde farvel, men jeg var kun nået to lyskryds væk da jeg blev stoppet af en smuk mand, der skulle spørge om vej til metroen. Jeg guidede ( det lå jo 400m væk) og mens jeg trampede i pedalerne, mødtes vore blikke to gange yderligere blot for at bekræfte, at den anden stadig viste interesse.

Så jeg tog en rask beslutning. Vendte jernhesten 180 grader, kørte overfor rødt, indhentede den smukke mand for at fortælle ham, at han var pæn. Ingen intention, ingen forventning, blot med ønsket om at give en anden, hvad jeg lige selv havde oplevet; Nærvær.

Vi skiltes og min krop var fyldt med en stemning af ferie, sikkert en blanding af lidt lun luft, det røde skær fra krydset, men også fordi nogle tog sig tid til bare at være.. bare at opleve noget for en kort stund. Sådan gik det til, at jeg cyklede gennem København med Bon Iver i ørene, så den rute, der er så velkendt med andre øjne. Med øjne hvor jeg mærkede hvad, der skete og pludselig var der liv, hvor jeg aldrig havde bemærket. Derfor var jeg nok ekstra tålmodig, da to mænd, fulde, i cykeltaxi skulle flirte med en gående kvinde op af knippelsbro og jeg derfor ikke kunne passere.

Det var pludselig ikke så vigtigt, men fik mig til at smile.

Jeg stod i stedet af og nød den udsigt jeg stadig nyder. Det sted i København hvor larm og stilhed mødes på en og samme tid. Hvor der er plads til hverdagsreflektion og nærvær.

Sådan gik det til, at en dag startede som de fleste og sluttede som de færreste. Jeg så sårbarheden i øjnene fra den mand, der delte sin historie på McDonalds. Den rejsende som jeg aldrig fandt ud af om var ude af forstand eller fuld af den, og de blikke der mødtes uden intention blot med anerkendelse af, at du er set, du har værdi. Det var et eksempel på den dag jeg holder så meget af hver dag. Velvidende at opmærksomhed er med til at skille hverdagen fra hinanden og næste tirsdag bare er tirsdag, men kan være lige så værdifuld som idag…

Her er en sang jeg ofte har i ørene på vej hjem når jeg skal mærke de tanker, der kræver en lille opmærksomhed:

Hvem taler du med når du skal se tingene i et andet lys og hvad retter du din opmærksomhed mod?

 

 

Kender du de morgener, hvor kaffen bare ikk´virker? Der hvor du cirkelsparker dynen og du håber på, at du møder et uanstændigt menneske, der med glæde i stemmen, på arbejde, stiller det spørgsmål, der starter en glødende vulkan i din krop, før kl. 09.00 om morgenen, ” Er du sur?” .. Hvorefter du inde i hovedet udspiller scenen, hvor du let og elegant sætter din to-go kaffekop og giver et elegant frontspark i maven, så vedkommende bukker sammen med deres kaffe rendende ned af buksebenene. Du retter på frisuren og sætter dig ned med en let kommentar  – Jeg er fucking ikke sur. “JEG ER RASENDE”.

Selvfølgelig er situationen den, at du stadig ligger i din seng. Vækkeuret har lige ringet og du har en af de morgener, hvor du på uforklarlig vis bare er pisse morgensur.

Hvis ikke du har oplevet det … Så er det nok bare mig! Jeg har få dage, hvor jeg bare er sur.. altså uden grund. mest af alt har jeg denne følelse resten af dagen….

Hvem gider at have den sure sild som kollega? Svaret er ingen!

Jeg indrømmer det, jeg har nogle morgener smilet meget kunstigt og håbet på, at jeg ikke skulle vise ægte glæde før efter to ekstra kopper kaffe. faktum er også bare, at ingen gider at have den sure sild som kollega. Faktisk syntes jeg det er mega træls..

Jahh TRÆLS. Jeg er fra Jylland.

For i virkeligheden er jeg ofte ret glad, og når der nu ikke er nogen der har sprunget mig over i køen, ringet i vildskab for at komme foran på cykelstien eller givet mig dårlig service når jeg bestiller min kaffe – ja, så er der vel ikke nogen rigtig god grund til at starte med at tage sorgerne på forskud og være sur.

Så hvad stiller man op med det citronfjæs? 

For at det ikke skal være løgn synes jeg også sure, bitre morgenmennesker er lidt op ad bakke. Så derfor har jeg valgt at se nærmere på, hvordan jeg kan gøre alt for, at min morgen bliver lidt bedre selvom, den nogle gange starter trægt.

For at være et rart og mildt mennesker starter jeg altid med:

1. At vågne mindst 1,5 – 2 timer før, at jeg skal møde andre mennesker ( ja det er tidligt, men jeg skylder menneskeheden det).
2. At vågne til en lyd, der er til at holde ud som jeg vågner af ( Er lidt døv – til gengæld mega smart når man skal sove).
3. At Gå i bad.. og spise morgenmad ( ikke samtidigt, det fordre ikke humøret).
4. Ser noget sjovt, hører god musik eller hører noget man griner af (deri indgår meget sjældent nyheder – da nyheder åbenbart er blevet en dårligdomsportal).
5. Sidst men ikke mindst – beslut dig for, hvorfor det bliver en god dag og hvad du glæder dig til.

 

Hvis ingen af ovenstående virker kan man altid prøve et sidste desperat forsøg, hvor man ser sig selv i spejlet,  har armene oppe over hovedet, laver et meget forceret smil og danser numsedans!

 

I den lidt mere seriøse ende kan det være en god ide at stille dig selv spørgsmålene:

Hvilket humør har jeg, lige nu? Hvad føler jeg? Hvorfor mon? 

Hvad er jeg optaget af – Lige nu og generelt? Hvordan påvirker det mit humør?

Hvordan er mit kropssprog? Stresset, rolig, imødekommende, sur eller engageret? 

Hvilke signaler sender jeg?  (Brun & Ejsing, 2011) 

På den måde lærer vi os selv at kende og bliver bedre til, at forstå når vi opfører os krop umuligt. Måske er du så heldig, at du redder andre fra at have en dårlig dag, når du ikke hælder mundlort ud til det første forsvarsløse menneske, der ligesom dig bare lige mangler en kop kaffe!

SÅ giv den gas – hør HAPPY for fuld blæs eller Metallica – hvad der end varmer dit hjerte ( Hvis naboerne spørger er det ikk´mit forslag).

Nyd dagen og beslut dig for det. Glæder kommer og går, men det er DIG der bestemmer, om du handler på den følelse DU har. Go´dag.

Øvelse gør mester

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(www.samvirke.dk)

Jeg har alle dage været hende den spinkle pige.. Fra jeg var helt lille, har jeg været det andre ser som petit.

Det man læser om i bladene, man skal være. Den der str. 34 som man kan klemme sig ned i. Jeg har igennem min ungdom og også først i 20’erne hørt sætninger som “Hvor er du heldig, at du er tynd”. Senere fra mænd er sætninger som ” Du må træne meget med sådan en veldrejet krop” også dukket op.

Veldrejet.. Hmm.. Hvad fanden betyder det…

Mange gange har jeg hørt kvinder i min omgangskreds ytre sig som om, at “vi tynde” må opleve en særlig form for lykke, på baggrund af den måde vi ser ud på.

Jeg underkender da heller ikke, at det kan være befriende ikke at skulle tænke på om min kjole skjuler mine brede arme. Eller være bange for om min mave buler ud.

Der er bare lige et par punkter der bliver overset her.

1. Der er lige så mange stereotyper og fordomme forbundet med at være tynd som at være tyk; 

Som skrevet ovenfor er der en usagt regel om, at tynde må da være lykkelige og dermed ment, at lykken åbenbart er nået, når man kan jo skrue sin krop ned i al slags tøj..

Så vil jeg bare informere om, at når man som tynd står i omklædningsrummet, og prøver den der kjole som Kim Kardashian helt sikkert ville ha´lignet en million i. Skal du bare vide, at det er på det tidspunkt, at man bliver mindet om at stoffet, der hænger foran på overkroppen ikke er lavet til ekstra lommer. Det er lavet til de der bryster, som nogen andre end sådan nogle som mig har. Så der står man og tænker hvem fanden stjal mine !! ( Hertil skal sige jeg ikke engang har fået børn endnu, så den undskyldning kan jeg ikke svinge ud.) Til gengæld har det fået mig til at tænke på, hvordan jeg nu ikke bare kan glæde mig til mine ikke eksisterende bryster. Men ikke eksisterende bryster, der ser kronisk bedrøvet ud fordi de kigger nedad!

En eksempel er de der enormt flotte A-formet kjoler… Ja dem kan jeg uden tvivl få på.

Så ligner jeg noglelunde Luna som her

(www.dr.dk) 

Summa summarum: Det er ikke nemmere at være tynd end tyk. Det er bare nogle andre ting, vi skal tænke over. Samtidig med at jeg stadig skal vise ID, forklare hvorfor jeg ikke kører på børnebillet og stadig hører sætningen; Hvordan kan du være så moden, du ser så ung ud..

 

2. Jeg er ikke sundere, fordi jeg er tynd end tyk; 

Jeg er kronisk sulten… Mine forældre sparede penge da jeg flyttede hjemmefra. Det var ikke kun pga. tøj, sko og bøger… Men fordi jeg bogstaveligt talt tømte deres køleskab. Jeg spiser seks gange om dagen og kan godt få en “nær dødsoplevelse” hvis jeg ikke kan få min mad.. Jeg er bare et bedre menneske, når jeg har spist. Det afføder også nogle gange krisesituationer, hvor jeg ender ud i den der “snickers reklame”.

Ja.. det kræver lige så meget vijlestyrke for mig at skulle ned at træne og jeg nyder ikke at sidde på min cykel i regnvejr. Så hvis man skal være sund, skal man bevæge sig. Det kræver nogle gange en ekstra påmindelse om, hvorfor man havde besluttet sig for at Crossfit kl 6.00 fredag morgen var en skide god ide.

og til sidst… Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt sætningen ” Jamen ta´da bare en til.. Du kan tåle det”. Tåle hvad tænker jeg? At jeg ufortrødent bare kan hælde litervis af sukker i min krop uden konsekvenser?.. arhh det kan godt være det ikke kan ses.. meen det kan altså mærkes!

3. Lykke handler ikke om, hvordan vi faktisk ser ud.

Lykken handler om hvad vi tænker om os selv og andre. Det handler om positive emotioner – også kaldet følelser. Om at kunne skabe mening i sit liv og have nære, gode relationer. Det handler om at være engageret og nogle gange gøre noget, der rækker ud over os selv.

Så vælger du, at tro på vores lykke kun er opretholdt af, hvordan du ser ud tager du fejl, og du går ned af en vej der aldrig ender. Samtidig misser du alle de skønne øjeblikke, der er lige rundt om dig. Hvori der er varme, nærhed, grin og lidt akavethed. Lige der hvor vi bare er de mennesker vi er.

Hvor det ikke handler om, hvad du ser hos dig selv, men hvad du mærker.    

Vær stolt af det du har. Hvis der er noget du er grundlæggende utilfreds med så undersøg, hvad der gør dig utilfreds og hvordan du ændre det!

Her mig, den spinkle, i søndagslook med smækbuksen, ingen makeup og – to store kaffepletter, der ramte stængerne istedet for læberne. (Man kan ikke være heldig hver gang). Som du kan se har jeg anskaffet mig en selfiestang. Meget mod min vilje. Den kan nu noget særligt. Det må du høre om i et andet indlæg!