Januar er sparket ind. De klassiske nytårsforsætter er skudt igang og om ca. 2 uger vil det vise sig, hvem der reelt fortsætter og “klarede den”. For mig betyder januar et styk “nyere” job og eksamener. Så ja der har været temmelig stille på bloggen i efteråret. Jeg har nemlig haft hovedet nede i noget voldsomt spændende..

Nogle gange rammer vi lidt tilfældigt noget der får en betydning for, hvordan vi tænker fremadrettet. Jeg skal da ærligt indrømme, at da jeg skulle tage stilling til mine valgfag i foråret mens jeg læste til eksamen og arbejdede var det ikke en lang filosofisk udredning af, hvad der kunne gøre mig til et dannet menneske. Det var nok mere et spørgsmål om, hvordan er eksamensformen og giver det mening i forhold til min jobprofil?

Så..  Da jeg så de to billeder af mine undervisere i henholdsvis Rekruttering og Business coaching skal jeg da være ærlig…. min første reaktion var at sende et screenshot til min veninde, hvor der fint var henvisning til den yngre meget pæne underviser med undertonen; jeg ved godt, hvor jeg kommer til at være mest nærværende.. og en høhø attitude…

Hvad jeg bare ikke vidste var, at jeg havde signet op til et særligt møde i dette semester; nemlig mødet med mig selv.

Da jeg første gang mødte op til Ole Fogh Kirkebys time, 5 min. for sent, var det et lidt andet møde end, hvad jeg havde indstillet mig på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der på CBS er en særlig forventning til vores undervisere. Vi er nemlig så priviligeret at have nogle ret så skarpe undervisere i stort set alle fag. De gør sig umage, forventer at vi er med på beatet, har ofte skrevet deres eget undervisningsmateriale ( det er smart) og nå ja så har de fleste lavet et slideshow, der til sammenligning får en fødsel til at virke som et hyggeligt café møde.

Jeg elsker studielivet, men lets face it.. Jeg glæder mig også til at komme ud på den anden side og skal jeg være ærlig så kan 2 timers monolog virke som uendeligheder, hvor selv den bedste studiekaffe med dertil hørende snickers ikke løfter træningen af øjenlågene i tilstrækkelig grad.

Så I kan forestille jer at jeg var noget forundret, da jeg trådte ind i lokalet med midst 40 lidt forvirrede ansigter, der kiggede på en underviser, der sad på en kontorstol i midten af lokalet – hold nu fast – uden slideshow og samtidig talte ned i sin mave med armene hængene ned langs stolen. Dertil skal tilføjes at manden var gået i gang med at give os en introduktion til filosofi og Etymologi. Selvom jeg, nu siddende, så på en mand som jeg samtidigt, ikke helt kunne høre hvad sagde og syntes at have fravalgt samtlige moderne formidlingsråd, var der alligevel noget ved ham. Han er en af de få mennesker, hvor jeg tænker, jeg bliver nød til at forstå, hvad han siger for det han kan er så unikt, at jeg måske ikke får muligheden igen.

Jeg må nu erkende at det nok bliver det fag, der har sat størst aftryk på mig i min CBS tid og et fag, hvor jeg ikke behøvede kaffe overhovedet. For lige der foran mig stod en levende grundbog i alle ords fremkomst og forklarede en måde, hvorpå vi kan forstå os selv. Hvordan kan vi blive bedre til at tale om os selv, til os selv og med os selv? Hvordan forstår vi os selv, vores værdier og som Ole så fint siger; hvordan bliver vi herre i eget hus?

Protreptikken tvinger os til at lytte til det, vi selv siger, ideelt også når vi er alene. – Ole Fogh Kirkeby

Helt konkret betød hans kursus, at jeg nu har været oppe i 20 min. samtale om lyst foran 30 andre.. Når ja så gik vi alle på juleferie med spørgsmålet, hvad skylder du dig selv? Til det har jeg ikke andet at sige end – det er et virkelig godt spørgsmål.

For hvad skylder jeg mig selv og hvad betyder det spørgsmål for mit 2017. Jeg tror ikke på nytårsforsætter, men jeg tror på starten; nemlig nyt! udvikling… Så måske kan det at skylde sig selv noget tolkes som, ikke bare at have et udestående, men det at give sig selv noget igen. At give sig selv lov til…

Så måske skal mit 2017 handle om ikke kun at finde ud af, hvad jeg skylder mig selv, men også at give mig selv lov til…

Hvis ikke du allerede har stødt på Ole så vil jeg give dig muligheden for, at se hans videoer på hans side her og samtidig spørge dig spørgsmålet, venligt lånt af OFK; Hvad skylder du dig selv?

Samtidig må jeg bare sige at en mand, der har en video med titlen; Ole Fogh Kirkeby i eksistentiel samtale med sin hund, han må sku kunne noget særligt… Så slutter den endda med ordene

Måske skal vi gæste livet, tror du ikke det er det, det handler om Alfred, aldrig at tage noget for givet?

Dansen forførte mig og til musikkens bankende rytme og mine vilde bevægelser mærkede jeg det uundgåelige. Den totale hengivelse. Det at være tilstede blandt andre, der også bare var sig selv som de nu var – helt deres egen. Det er præcis en måned siden jeg stod til den her fødselsdagsfest, hvor jeg kun kendte fødselaren. Det skal jo ikke hindre en god fest. Det skal jeg da love for det blev! Der blev danset vildt, havde de vildeste, skønneste samtaler med søde mennesker, der turde dele ud af det sårbare, ærlige, sjove, filosofiske og der under en dans tog jeg mig selv i at tænke: Jeg kan sku virkelig godt lide mig selv-  lige her, nu som hende her, der står i den knald orange halvfjerdser kjole med blomster på og de gule højhælede.

Tanken gav mig samtidig en reflektion, der har gået og rumsteret.. Ikke kun denne måned, men måske er den blevet mere fremtræden.

For hvordan finder man sig selv uden at ha´været væk?

Måske blev oplevelsen forstærket af det klassiske møde… Midt i Netto på vej ind for at købe bananer og rugbrød møder jeg min ekskæreste som jeg ikke har mødt i flere år. Det var der som sådan ikke noget i. Der er selvfølgelig altid den korte klassiske akavethed, når man lige skal finde hinanden igen igennem smalltalks og høfligheder, men i virkeligheden synes jeg han er et skønt menneske; vi passede bare ikke rigtig sammen. Alligevel bliver man på meget kort tid kastet ind i en situation, hvor jeg blev konfronteret med det ret naturlige. At du står over for et menneske, der engang var din bedste ven, en der kendte dig ind til marv og ben, for pludselig at få af vide: du ligner dig selv og samtidig føle, at du måske ikke i særlig høj grad er den, du var engang.

Jeg ved ikke om du nogle gang har brugt det udtryk, men i hvert fald hører jeg mange, der bruger udtrykket: Jeg skal lige finde mig selv..

Undskyld- men hvor leder vi ? Er det ligesom den lille prins, hvor vi ser, hvad vi vil se?

Er vi blevet væk? eller er selvudvikling lidt ligesom at lede efter sine briller mens de er i håret- lidt ude af perspektiv?

For hvad leder vi egentlig efter når vi prøver at finde os selv?

Der er lavet lange studier over, hvad personlighed er og der er stadig diskutioner, hvor forskere står i hver sit hjørne uden at blive enige i, hvad vi som mennesker er.

I skrivende stund overhørte jeg to studerende, der forbereder spørgsmål til en jobsamtale. Den ene spørger ” What makes you special?” svaret var ” I don´t know – I am not uniq” ..

Måske er det ikke så langt fra virkeligheden. Måske er vi ikke særlige unikke, måske er vi faktisk bare ganske almindelige. Det unikke ligger måske mere i om du tør lade andre være som de gerne vil være, og om du er modige nok til at fortælle den historie, der ligger tættest på den du gerne vil være.

Jeg har flere gange prøvet at møde folk, hvor jeg først egentlig først ikke brød mig om dem. Ved tilfælde er jeg senere blevet nød til at forholde mig til dem igen og pludselig forstod jeg deres historie, deres mission.

http://quotesgram.com/walking-in-others-shoes-quotes/

Jeg er nok kommet frem til, at jeg i hvert fald stadig holder af at arbejde med udvikling af mennesker. Om ikke andet for, at få dem til at fortælle den historie som de ikke selv har oplevet før.Den de har sat på skohylden for en stund.

Det er også det jeg minder mig selv om. Samler de situationer op, hvor i særlig grad holder af mig selv. Ser ned og holder øje med, hvad sko jeg har på. For nogle gange tror jeg på, at man skal gå i sine egne sko mange gange før man kan mærke, at den eneste der dømmer er den, der har dine sko på..

Hvilke sko går du i og hvilken historie følger med?

Men du er heller ikke forkert!

Jeg har nogle virkelig skønne kvinder i min omgangskreds. Nogle er mine tætte veninder og andre er blot bekendte. Tidligere brugte jeg enormt meget tid på at kigge på dem og spejle mig i dem. Sammenligne..

De kan nemlig noget særligt. Nogle af dem er de der, der kan trylle en tre retters menu ud af fire kiks og en makreldåse. Dem der irriterende nok altid “lige” har “lidt” ekstra liggende til lejligheden uanset hvornår man tropper op hos dem. Total overskudsbomber.

Jeg har også nogen veninder, som altid formår at have de helt lige, flotte lakerede negle.  En chic læbestift og det der henkastede “jeg er næsten lige stået op” look. Velvidende, at de stod op klokken fem for, at nå iscenesættelsen. ( der ligger jeg altså stadig med pandaøjne og savl på hovedpuden).

Konklusionen blev næsten altid den samme. De var enten flottere, bedre til noget, bedre mennesker, havde særligt potentiale eller noget helt femte.. Særligt bildte jeg mig ind at de havde et bedre liv end jeg. Begynder man at gå ned af den sti, føler man sig hurtig utilstrækkelig.

Sandheden er den, at det er sandheden. De er skønne, flotte, særlige og gode mennesker!

Det betyder bare ikke at jeg, og du, ikke er det. Vi spejler os i hinanden, vi lærer derigennem hvad der er særligt ved andre men også os selv. Jeg fandt ud af, at det jeg misundte dem for var bare en lille del af dem og mig selv.

De så lige så meget op til mig på nogle punkter. Jeg havde noget, hvor de følte sig utilstrækkelige sammenlignet med mig. I deres øjne var jeg, i lige så høj grad et spejl for dem som de var for mig.

Derfor handler det slet ikke om vi er rigtige eller forkerte. Det handler om, at vi inspirer hinanden hver dag. Vi ser i andre, hvad vi gerne vil være men også, hvad vi i forvejen er gode til!

Så lad dig inspire men husk på, at du også inspirer andre..

Husk på dine styrker og gør mere af det du i forvejen gør godt!

Hvad er du god  til?