Nærvær, McDonald´s og Bon Iver

Jeg så ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s.

Dagen var egentlig startet som de fleste, men sluttede som de færreste. Jeg var startet med at lave den obligatoriske, hånd vs. alarm, udstrækning. Den bevægelse med armen, hvor man tror, at hvis jeg trykker sindsygt hurtigt på snooze funktionen, så har jeg næsten vundet over alarmen. Den har jo nærmest ikke ringet og med god samvittighed kan man sove ufortrødent videre. Mindst fem minutter længere… Eller 55 minutter for mit vedkomne.. Okay, måske ringer mit vækkeur en kende tideligt, for jeg var stadig ikke for sent på den til job.

Jobbet gik fantastisk.. Faktisk er det et af de job, hvor jeg glemmer at svare på private beskeder, fordi jeg synes det er sindsygt spændende at være på arbejde, det er meningsfyldt. Det var dog en lang dag med mange indtryk og efter forskellige små møder, lidt overblik over information, udvikling af koncept, 30 min i frokostpausen, hvor samtaleemnet var børn, babyer og katte, rådgivningssamtaler med brugere, afsendelse af timeregistrering og opsamling af de frivilliges samtaler… Ja så må jeg sku indrømme at dagen var vinget af da jeg nåede kl. 21.00.

Egentlig skulle den ha´stået på tango, men for en gangs skyld kunne jeg faktisk ikke rumme tanken om at skulle være på. Så jeg skippede det, slukkede lyset og forlod rådgivningen med min sportstaske på skulderen i en lidt træt tilstand, der, hvor andre godt måtte bære mig hjem.

Jeg stod på cyklen og med en overvældende følelse af ugidelighed, ramte jeg det sted, som jeg normalt hader, som giver mig tics og starter alle alarmer. McDonald´s.. Jeg må bare erkende det; selv engle bliver fristet :D.

Efter at have spist mine chilli cheese toppe orkede jeg ikke at rejse mig, så mens jeg sad og brugte et par minutter på facebook, og jeg inde i mit hoved gentog sætningen “så gå dog hjem” skete der noget vildt.

Mine høretelefoner var stadig placeret i mine øre, mine øjne var rettet mod telefonen, alligevel ænsede jeg ud af øjenkrogen en skikelse, der kom tættere på mig. Jeg fornemmede hvordan vedkommende satte sig blidt på stolen, som ville man undgå at vække en der sov. En stor kontrast til McDonalds, der summer og skærer i ørene uden noget, der absorberer lyden.

Jeg bemærkede det var en mand og jeg må indrømme, at jeg prøvede at undgå kontakt i første omgang. Var bare træt og gad ikke at skulle være hyggelig og høflig. Så jeg lod mit blik stirre i telefonen i håbet om, at uopmærksomhed over tid ville være til min fordel.

Der tog jeg så fejl….

Da jeg kiggede op, så jeg direkte ind i et par øjne, der rummede det vildeste nærvær, en nysgerrighed og sårbarhed. Lige der midt på McDonald´s. Han forklarede på engelsk, at han havde set mig ude fra og så, hvordan jeg sad i min egen verden. Ærligt.. Så synes jeg han virkede lidt pudsig. jeg lod tvivlen komme ham til gode og spurgte, hvor han var fra. Finland, på rejse rundt.

Vi talte om nogle ting frem og tilbage. Lige der var jeg blevet zoomet ind på et menneske, der for en stund bare var. Han blev på et tidspunkt rørt over en historie han fortalte og takkede for snakken, tog sin rygsæk og forlod McDonalds som han ankom, skrøbelig, ærlig og nysgerrig. På under 10 minutter have jeg den vildeste oplevelse af nærvær.

Jeg rejste mig, smed min papirspose ud i skraldespanden og bemærkede først nu to uge fyre sidde og smågrine af hans adfærd, de havde tydeligvis fulgt hans ankomst og afgang. Der måtte jeg bare selv smile for hold kæft, hvor var den oplevelse mærkelig. Jeg besluttede mig for at et menneske, der kan starte eftertænksomhed i mig midt på McDonalds er noget særligt uanset om han var lidt på afveje i livet eller ikke er som folk er flest.

Da jeg kom ud på Kongens Nytorv sad en mand med sin sovepose og lidt oppakning (min tanke var at han var hjemløs). Jeg spurgte ham om han var okay. Han svarede ja, for han kiggede op op himlen. Da han talte engelsk spurgte jeg ham hvor han var fra. Han svar var: jeg ved det ikke, måske Italien. Han forklarede han havde rejst meget og prøvede at finde et arbejde. Hvad jeg blev mest fascineret af var hans svar da jeg spurgte ham, hvad han synes, der havde været bedst på sine rejser. ” hmmm .. Everything..”

Jeg forstod det ikke .. så helt nysgerrigt spørger jeg selvfølgelig igen, hvad han mener. “Everything is fantastic.. It´s life.. like now. Så lige der blev de små ting vigtige.

Jeg sagde farvel, men jeg var kun nået to lyskryds væk da jeg blev stoppet af en smuk mand, der skulle spørge om vej til metroen. Jeg guidede ( det lå jo 400m væk) og mens jeg trampede i pedalerne, mødtes vore blikke to gange yderligere blot for at bekræfte, at den anden stadig viste interesse.

Så jeg tog en rask beslutning. Vendte jernhesten 180 grader, kørte overfor rødt, indhentede den smukke mand for at fortælle ham, at han var pæn. Ingen intention, ingen forventning, blot med ønsket om at give en anden, hvad jeg lige selv havde oplevet; Nærvær.

Vi skiltes og min krop var fyldt med en stemning af ferie, sikkert en blanding af lidt lun luft, det røde skær fra krydset, men også fordi nogle tog sig tid til bare at være.. bare at opleve noget for en kort stund. Sådan gik det til, at jeg cyklede gennem København med Bon Iver i ørene, så den rute, der er så velkendt med andre øjne. Med øjne hvor jeg mærkede hvad, der skete og pludselig var der liv, hvor jeg aldrig havde bemærket. Derfor var jeg nok ekstra tålmodig, da to mænd, fulde, i cykeltaxi skulle flirte med en gående kvinde op af knippelsbro og jeg derfor ikke kunne passere.

Det var pludselig ikke så vigtigt, men fik mig til at smile.

Jeg stod i stedet af og nød den udsigt jeg stadig nyder. Det sted i København hvor larm og stilhed mødes på en og samme tid. Hvor der er plads til hverdagsreflektion og nærvær.

Sådan gik det til, at en dag startede som de fleste og sluttede som de færreste. Jeg så sårbarheden i øjnene fra den mand, der delte sin historie på McDonalds. Den rejsende som jeg aldrig fandt ud af om var ude af forstand eller fuld af den, og de blikke der mødtes uden intention blot med anerkendelse af, at du er set, du har værdi. Det var et eksempel på den dag jeg holder så meget af hver dag. Velvidende at opmærksomhed er med til at skille hverdagen fra hinanden og næste tirsdag bare er tirsdag, men kan være lige så værdifuld som idag…

Her er en sang jeg ofte har i ørene på vej hjem når jeg skal mærke de tanker, der kræver en lille opmærksomhed: