Kan man gå i andres sko? Om at finde sig selv uden at ha´været væk

Dansen forførte mig og til musikkens bankende rytme og mine vilde bevægelser mærkede jeg det uundgåelige. Den totale hengivelse. Det at være tilstede blandt andre, der også bare var sig selv som de nu var – helt deres egen. Det er præcis en måned siden jeg stod til den her fødselsdagsfest, hvor jeg kun kendte fødselaren. Det skal jo ikke hindre en god fest. Det skal jeg da love for det blev! Der blev danset vildt, havde de vildeste, skønneste samtaler med søde mennesker, der turde dele ud af det sårbare, ærlige, sjove, filosofiske og der under en dans tog jeg mig selv i at tænke: Jeg kan sku virkelig godt lide mig selv-  lige her, nu som hende her, der står i den knald orange halvfjerdser kjole med blomster på og de gule højhælede.

Tanken gav mig samtidig en reflektion, der har gået og rumsteret.. Ikke kun denne måned, men måske er den blevet mere fremtræden.

For hvordan finder man sig selv uden at ha´været væk?

Måske blev oplevelsen forstærket af det klassiske møde… Midt i Netto på vej ind for at købe bananer og rugbrød møder jeg min ekskæreste som jeg ikke har mødt i flere år. Det var der som sådan ikke noget i. Der er selvfølgelig altid den korte klassiske akavethed, når man lige skal finde hinanden igen igennem smalltalks og høfligheder, men i virkeligheden synes jeg han er et skønt menneske; vi passede bare ikke rigtig sammen. Alligevel bliver man på meget kort tid kastet ind i en situation, hvor jeg blev konfronteret med det ret naturlige. At du står over for et menneske, der engang var din bedste ven, en der kendte dig ind til marv og ben, for pludselig at få af vide: du ligner dig selv og samtidig føle, at du måske ikke i særlig høj grad er den, du var engang.

Jeg ved ikke om du nogle gang har brugt det udtryk, men i hvert fald hører jeg mange, der bruger udtrykket: Jeg skal lige finde mig selv..

Undskyld- men hvor leder vi ? Er det ligesom den lille prins, hvor vi ser, hvad vi vil se?

Er vi blevet væk? eller er selvudvikling lidt ligesom at lede efter sine briller mens de er i håret- lidt ude af perspektiv?

For hvad leder vi egentlig efter når vi prøver at finde os selv?

Der er lavet lange studier over, hvad personlighed er og der er stadig diskutioner, hvor forskere står i hver sit hjørne uden at blive enige i, hvad vi som mennesker er.

I skrivende stund overhørte jeg to studerende, der forbereder spørgsmål til en jobsamtale. Den ene spørger ” What makes you special?” svaret var ” I don´t know – I am not uniq” ..

Måske er det ikke så langt fra virkeligheden. Måske er vi ikke særlige unikke, måske er vi faktisk bare ganske almindelige. Det unikke ligger måske mere i om du tør lade andre være som de gerne vil være, og om du er modige nok til at fortælle den historie, der ligger tættest på den du gerne vil være.

Jeg har flere gange prøvet at møde folk, hvor jeg først egentlig først ikke brød mig om dem. Ved tilfælde er jeg senere blevet nød til at forholde mig til dem igen og pludselig forstod jeg deres historie, deres mission.

http://quotesgram.com/walking-in-others-shoes-quotes/

Jeg er nok kommet frem til, at jeg i hvert fald stadig holder af at arbejde med udvikling af mennesker. Om ikke andet for, at få dem til at fortælle den historie som de ikke selv har oplevet før.Den de har sat på skohylden for en stund.

Det er også det jeg minder mig selv om. Samler de situationer op, hvor i særlig grad holder af mig selv. Ser ned og holder øje med, hvad sko jeg har på. For nogle gange tror jeg på, at man skal gå i sine egne sko mange gange før man kan mærke, at den eneste der dømmer er den, der har dine sko på..

Hvilke sko går du i og hvilken historie følger med?